Samfund

SF, Ø og Å indgår det første valgforbund på Stevns

I disse dage er de politiske partier i gang med at søge forbundspartnere til kommunevalget den 21. november.

Det første valgforbund er realitet mellem Enhedslisten, Alternativet og Socialistisk Folkeparti Stevns. Der er tale om et teknisk valgforbund, og de tre partier påpeger samtidig at der særligt er ét område hvor de deler visioner for Stevns.

– Klima, miljø og natur – genopretning har høj prioritet for alle os i valgforbundet, så det falder helt naturligt at vi kommer til at have et samarbejde på det område, siger Sejer Folke (Ø) kontaktperson og kandidat til KB 17 for Enhedslisten Stevns.

Ved kommunevalget 2013 kom Enhedslisten i kommunalbestyrelsen med 1 mandat, der gik til spidskandidaten Jan Jespersen.

Alternativet eksisterede ikke ved valget i 2013, men har siden etableret en aktiv lokalforening på Stevns. Spidskandidat Charlotte Agerslet Hansen (Å) udtaler:

– Som nyt parti i kommunal sammenhæn‎g, ser vi det tekniske valgforbund med Ø og SF, som en rigtig god mulighed ved det kommende kommunalvalg. Vi ser frem til sammen at kunne sætte fokus på klima, miljø og naturen i tæt dialog med Stevnsboerne.

SF gik tilbage med to mandater i 2013 og mistede dermed sin plads i kommunalbestyrelsen, som de håber at genvinde ved valget d. 21. november. SF går i november til valg med en ny spidskandidat, nemlig den mangeårige lokalformand Michael Graakjær (SF) som udtaler:

– SF ønsker – udover vores velkendte grønne dagsorden, at arbejde for at styrke velfærden, herunder vil vi have et kraftigt fokus på forebyggelse. Vi ønsker at sikre alle borgere på Stevns en tryg og god tilværelse.

Fra det nye tekniske valgforbund lyder der et ønske om en god, sober og visionær valgkamp.

Kommentarer