Sjællandske borgmestre på koldkrigsbesøg
Stevns Klint: Mange nuværende og tidligere sjællandske borgmestre var onsdag på besøg på Koldkrigsmuseum Stevnsfort
Onsdag den 21. maj var næsten alle borgmestre på Sjælland på besøg på Koldkrigsmuseum Stevnsfort. Bag invitationen stod borgmester Mogens Haugaard Nielsen. Han havde også inviteret sin partifælle tidligere udenrigsminister og Venstreformand Uffe Ellemann Jensen. Den Kolde Krig ”rasede” stadig da han var udenrigsminister, fra 1982 til 1993.
Læs også: Uffe Ellemann besøgte Koldkrigsmuseet
Museumsinspektør Thomas Tram Pedersen fortalte de mange nuværende og tidligere borgmestre hvad Stevnsfort blev brugt til under Den Kolde Krig.
– Jeg har inviteret mine sjællandske borgmesterkolleger sammen med Uffe Ellemann Jensen, da han om nogen kan sætte Den Kolde Krig i relief. Og så har Stevns noget at vise frem her på Koldkrigsmuseum Stevnsfort, hvor historien om hele vores område kan rulles ud. Det vil jeg gerne vise frem, da det bestemt er noget, vi kan være stolte af, siger Mogens Haugaard Nielsen til Dagbladet.
Under besøget sagde Uffe Ellemann Jensen blandt andet at han er glad for, at Stevns Kommune har åbnet Stevnsfort, så eftertiden kan få et indblik i Den Kolde Krig. Han udtrykte også bekymring for situationen i Ukraine og mener, at det er en fatal fejl, at det seneste danske forsvarsforlig slet ikke tager højde for et territorialt forsvar af Danmark.
Kommentarer