Skal daginstitutionerne have flexibel åbningstid?

Det var et af spørgsmålene ved HBEs valgmøde i Hårlev. Principielt er SF ikke imod længere åbningstider – tværtimod.
Indsendt af Michael Graakjær. Formand SF-Stevns og Kandidat til Kommunalvalget for SF
Vi ønsker dog først at få sikret flere hænder og mere uddannet personale i den nuværende åbningstid – også væsentlig flere end der er lagt op til i budget 2018.
Når man udvider åbningstiden spreder man personalet mere ud og det giver en ”tyndere” bemandig og derfor mindre tid og færre muligheder til at udvikle børnenes motoriske, sproglige og sociale kompetencer, hvilket går imod intentionerne i budget 2018. Gruppen af unge med udfordringer som ingen arbejde og ingen uddannelse er desværre større på Stevns end i de omkringliggende kommuner, men sådan behøver det ikke være. Med tilstrækkeligt og fagligt kompetent personale kan de unge spottes tidligt og gives den rette hjælp.
Når bemandingen i daginstitutionerne er på det rigtige niveau laver vi gerne en undersøgelse af behovet for en udvidet åbningstid. Mange steder – i bysamfund væsentlig større end dem på Stevns – har det vist sig at den slags ordninger ikke har været så flittigt brugt som først antaget. Personligt ville jeg hellere starte med at afskaffe nogle af de mange lukkedage vi har i kommunens institutioner – men det skal naturligvis være brugernes valg.
Kommentarer