Skal lukningen af de tre små skoler fremrykkes?
Store Heddinge: Danmarks Lærerforenings kreds 44 har opfordret Stevns Kommune til at overveje muligheden af at fremrykke lukning af de tre små skoler, Hellested, Skelbæk og Boestofte for at kunne opnå besparelser.
Danmarks Lærerforenings kreds 44’s lærerformand Pernille Nørgaard peger i et brev til sine medlemmer på Stevns på, at datoen for lukningen af de tre skoler måske med fordel kan fremrykkes til 1. januar eller 1. april, for at opnå en besparelse, som så kan bruges på at hæve kvaliteten af undervisningen skriver Dagbladet Køge i dag.
Stevns.nu har i den anledning talt med Hans Chr. Rasmussen (F) formand for Børneudvalget i Stevns Kommune for at høre om det var noget han og udvalget kunne tænke sig at overveje.
– Nej, der sker ikke noget i den retning, det ligger i min politik, siger Hans Chr. Rasmussen til Stevns.nu og formanden fortsætter:
– Selv hvis skolerne ville få lyst til at gøre det, skal det først accepteres af udvalget og det ligger ikke lige i kortene.
Stevns.nu har også været i kontakt med Skelbæk Friskoles formand Michael Heinemann som udtaler:
– Lærerforeningen kreds 44 tænker kun på de personer de repræsenterer, nemlig lærerne.
Michael Heinemann slutter af med at sige;
– Jeg har en klar forventning om, at de personer der tager beslutningerne i Stevns kommune tænker længere. Vores politikere tænker forhåbentlig også på lokalsamfund, forældre, og ikke mindst vores børn. Derfor har jeg ikke fantasi til at forestille mig en så egocentrisk idé kan vinde gehør.
Kommentarer