Skal Stevns med i Danmarks Naturkanon?
Naturen i Danmark har brug for din stemme. Miljø- og Fødevareministeriet vil finde de steder, som gør Danmark til noget særligt, så flere kan glæde sig over dem. Og de vil gerne have flere til at mærke, at her er noget af den natur, vi alle har et fælles ansvar for at passe på.
Det kan være stedet, hvor du første gang hørte en nattergal. Eller der hvor du tager hen for at finde fred og stilhed. Måske er det familiens favoritsted, når I skal holde frokost i det grønne, eller det kan være stedet, hvor du virkelig kan føle dig overvældet af, hvor stor naturen er, eller den bugt, hvor du trækker kajakken op for at sidde og nyde skønheden.
Alle kan stille forslag til, hvilke naturområder der skal med i Danmarks Naturkanon. En jury vil nominere 30 steder på tværs af landet. De 30 steder vil komme i spil i en borgernær proces, der i slutningen af året ender med 15 steder, der skal indgå i Danmarks Naturkanon. Kriterierne for at et sted kan blive nomineret er
- Det enkelte sted skal have en smuk natur og have noget særligt, der er værd at besøge.
- Stedet skal have en væsentlig biologisk, geologisk eller landskabelig værdi.
- Der skal være offentlig adgang til hele stedet eller til væsentlige dele af stedet og en naturlig indgang for besøgende
- Stedet skal være en specifik geografisk lokalitet, som nemt kan formidles.
Kommentarer