Nu skal de store maskiner i gang
Beslutningen er truffet, de første byggeaktiviteter omkring Femern-forbindelsen sættes i gang allerede nu. Nu handler det om at presse på og sikre udvikling og vækst, lyder det fra Regionsrådsformanden.
Forligskredsen bag Femern-forbindelsen besluttede i går at igangsætte såkaldte forberedende byggeaktiviteter på Femern-byggeriet. Aktiviteterne giver mulighed for at udnytte en væsentlig del af den tildelte EU-støtte på knap 4,4 mia. kr. Det betyder, at de store maskiner nu for alvor går i gang med byggeriet af verdens længste sænketunnel, som kan forventes at stå færdig i 2028 eller 2029.
– Det er en milepæl for den faste Femern-forbindelsen og for alle, der bor i Region Sjælland. Det er svært at udtrykke, hvor glad jeg er for nyheden om de fremrykkede investeringer i en sådan skala. Nu er det så op til os der bor i Region Sjælland at sørge for, at vi skabt masser af udvikling og vækst i forbindelse med byggeriet og når tunnellen er færdig, siger Heino Knudsen, Regionsrådsformand i Region Sjælland.
Efter, at den tyske myndighedsgodkendelse af Femernforbindelsen tikkede ind den 28. december 2018, har optimismen spiret. Der investeres omkring 55 mia. kr. i byggeriet, som ventes at give op mod 8.000 arbejdspladser i den dansk-tyske geografi. Byggeriet finansieres ligesom med Storebælts- og Øresundsforbindelserne af brugerne. Forventningen er, at byggeriet og den nye forbindelse bliver en kæmpe saltvandsindsprøjtning for udviklingen i Region Sjælland.
Heino Knudsen fortsætter:
– Vi har kæmpet for forbindelsen længe, og vi har en tro på, at den vil løfte hele geografien. Men vi ved også godt, at udvikling og vækst ikke kommer af sig selv. Derfor har vi sammen med bl.a. Lolland, Guldborgsund og Vordingborg kommuner etableret et “Femern-partnerskab”. Femern-partnerskabet skal sikre, at vi får igangsat nødvendige aktiviteter og at det sker koordineret, fx i forhold til at sikre, at der er kvalificerede medarbejdere til byggeriet.
Region Sjælland rykker til centrum af Europa
Femern-forbindelsen placerer Region Sjælland midt mellem to store vækstcentre i Hamborg og København. I november underskrev regionsrådsformand Heino Knudsen og den tyske ministerpræsident for Slesvig-Holsten, Daniel Günther, derfor en fælles handlingsplan, som skal være med til at forløse udviklingspotentialet ved forbindelsen. Det sker i forlængelse af det tætte samarbejde, der er allerede eksisterer.
Freddy Blak, udvalgsformand i Region Sjællands udvalg for Femern Bælt, Greater Copenhagen og internationalt samarbejde, siger:
– Vi skal gøde jorden, så vi får maksimal nytte af Femern-forbindelsen. Lübeck, Kiel og Hamborg bliver om få år de nærmeste storbyer for mange borgere og virksomheder i den sydlige del af Region Sjælland. Det betyder, at Region Sjælland flytter til centrum af Europa og skal vi høste den fulde effekt af det, så skal vi arbejde endnu tættere sammen med myndigheder, virksomheder og uddannelsesinstitutioner i den dansk-tyske geografi.
Kommentarer