Skelbækbørnene er landet godt i Strøby
Strøby: 21 skoleeelever skiftede skole fra Skelbækskolen til Strøbyskolen per den 1. juni
Efter sommerferien lukker Stevns Kommune de tre små skoleafdelinger i Boestofte, Hellested og Skelbæk. 21 børn fra Skelbækskolen valgte dog at skifte til Strøbyskolen allerede den 1. juni.
– Det har været en lang proces, hvor vi fra starten lagde en ambitiøs plan med fokus på at skabe så god en overgang fra den lille til den store skole som muligt. Det er gået rigtig godt, og personalet på begge skoler fortjener stor ros for deres måde at gribe opgaven an på. For eksempel har vi i løbet af foråret lavet mange aktiviteter på tværs af de to skoleafdelinger, hvilket har krævet stor energi, fortæller skoleleder, Thomas Duelund Gravsen:
– Det har vi gjort for at fremme elevernes kendskab til hinanden og de steder de kommer fra. Derfor har de for eksempel prøvet at blive undervist på begge skoler, de har været på ture sammen, vi har lavet andre aktiviteter på tværs osv. og på den måde har vi skabt et indbyrdes kendskab lærere og elever imellem.
De små skoleafdelinger lukker først officielt i forbindelse med sommerferien, men efter ønske fra nogle af forældrene blev det muligt at flytte før tid. Aske og Søren fra 5C, Nina fra 6A og Signe fra 6B er blandt de elever, som valgte at tyvstarte og flytte til Strøbyskolen allerede 1. juni.
Aske fortæller:
– Det har været rigtig sjovt at skifte skole, og det er godt med mange flere kammerater i klassen.
– Ja, før var vi 10 i klassen, men nu er vi 26. Sjovt nok synes jeg, vi larmede mere i timerne på den gamle skole end vi gør nu, supplerer Søren, og ligner en, der godt selv kan høre, at det ikke lyder helt logisk.
En af udfordringerne ved at skifte fra en lille til en stor skole er netop størrelsen, og Strøbyskolen er større, og dermed også noget sværere at finde rundt på i begyndelsen oven i alle de andre nye indtryk.
Det kan Nina godt nikke genkendende til:
– Ja, for eksempel anede jeg ikke hvor skolekontoret var, da jeg skulle herop, så vi måtte have hjælp til at finde det. Heldigvis er de rigtig flinke til at hjælpe os, så det er ikke noget problem.
Allerhelst vil de fire elever dog gerne fremhæve det positive i alle de nye kammerater.
– Jeg synes, det er rigtig dejligt med mange forskellige kammerater, og man får så mange nye input. Der er altid nogen i klassen, så man er aldrig alene, lyder det f.eks. fra Signe.
Det er Nina helt enig i og slutter med at understrege:
– Ja, og det gode ved at skifte skole før sommerferien er, at så kan man nå at lære alle de nye kammerater at kende, så man gå at glæde sig i ferien til at møde dem igen.
I alt valgte 21 elever og deres forældre at starte på Strøbyskolen den 1. juni. Hertil følger der nogle flere efter sommerferien, hvor Strøbyskolen starter på en ny proces med at implementere den nyligt vedtagne skolereform.
– Vi har lært rigtig meget af den proces, vi lige har været igennem og er klar til at møde de forandringer og udfordringer, reformen byder på. Vi satte baren højt i forbindelse med strukturprocessen, og det vil vi også gøre, når vi skal arbejde med reformen. Det kan vi, fordi vi har et dygtigt og engageret personale, slutter Thomas Duelund Gravsen.
Foto: Søren, Nina, Signe og Aske er flyttet fra Skelbækskolen til Strøbyskolen og er faldet rigtig godt til.
Kommentarer