Skolebørn fra Stevns besøger DR Koncerthuset
Stevns Kommune: Skolebørn fra Stevns deltager i et eventyr i symfonisk musik i DR’s koncertsal
Onsdag 11. juni oversvømmes DR Koncerthusets verdensberømte koncertsal af skolebørn fra hele Fyn og Sjælland. Frem til onsdag den 18. juni vil i alt 26.000 skolebørn fra 0.-6. klasse indtage DR Koncerthuset for at opleve en særligt børnevenlig symfonisk koncert i de rammer, som musikken er skabt til – en stor koncertsal.
DRs egne orkestre, DR SymfoniOrkestret og DR UnderholdningsOrkestret, vil give ikke mindre end 18 koncerter i denne første koncertrække i forbindelse med projektet Ind Til Musikken
Og netop Koncertsalen som ramme er en essentiel del af initiativet ‘Ind Til Musikken’ og af børnenes oplevelse:
– Musikken lød fuldstændig fantastisk. Fordi det lød som om man var i himlen og det oplever jeg ikke hver dag, siger et af de deltagende børn, Tobias der går i 5. klasse.
– De største oplevelser med symfonisk musik får man i en koncertsal, fordi akustikken er helt fantastisk, og der bliver skabt et magisk rum omkring musikken. Den oplevelse vil vi gerne give til børn fra hele Danmark og især til dem, som bor langt væk fra de store koncerthuse og normalt ikke har muligheden, udtaler Dorte Bennike, projektleder af DR Musikariet, faggotist i DR SymfoniOrkestret.
Eleverne kommer fra Kulturregion Fyn og de sjællandske kommuner Lolland, Guldborgsund, Næstved, Sorø, Slagelse, Stevns, Køge, Holbæk, Odsherred og Gribskov.
Børn skal ‘Ind Til Musikken’
Mange danske børn vokser op langt væk fra de store koncerthuse, og går glip af store musikoplevelser i de rammer, som musikken er skabt til. Det råder DR nu bod på med det storstilede projekt, Ind Til Musikken. Projektet vil over de næste tre år udvikle og præsentere en række koncerter for 75.000 skolebørn fra hele landet.
Skolerne er som en del af projektet blevet tilbudt økonomisk støtte til transporten fra skolerne til Koncerthuset. Elever med ekstra lang rejsetid er blevet tilbudt overnatning i Koncerthuset og et døgn fyldt med musik og kulturelle oplevelser.
Leg og lær gennem musikken
Til hver koncert i ‘Ind Til Musikken’ er der udviklet et farverigt læringsmateriale, som skolerne har modtaget før koncerterne. Skoleundervisningen kombineres altså med koncertoplevelsen og lægger en ekstra dimension på musikken.
Projektet har fået et generøst bidrag fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Den første koncertrække i Ind Til Musikken bliver gennemført fra onsdag den 11. til og med onsdag den 18. juni i DR Koncerthuset for 26.000 elever fra Fyn og Sjælland.
Kommentarer