Skoleelever bruger december på verdens børn
Tusindvis af danske elever møder i løbet af december udsatte børn fra hele verden gennem SOS Børnebyernes læringskoncept Omvendt Julekalender. Med film, opgaver og indsamling lærer eleverne om ligheder og forskelle blandt verdens børn.
Elira kaster en plastikbold til sin bror på gaden foran deres hus. Kun skoleuniformen og bygningens faldefærdige tilstand afslører, at børnene leger i et udsat kvarter i Kosovo og ikke på en tilfældig vej i Stevns Kommune.
Elira er blot én af de børn, som skoleelever kan møde i Omvendt Julekalender. Denne december er 119 skoleelever fra 2 skoler i Stevns Kommune med i SOS Børnebyernes læringskoncept, hvor de hver dag ser en film om et barn, der lever under helt andre vilkår end dem, vi kender herhjemme.
– Med Omvendt Julekalender viser vi danske elever, at man godt kan have ting til fælles med børn på den anden side af jorden. Samtidig ser eleverne, at et trygt hjem, en god skole og forældreomsorg ikke altid er en selvfølge for børn andre steder i verden. Det er dejligt og ikke mindst vigtigt, at de danske elever har lyst til at lære mere om den verden, de lever i, siger Mads Klæstrup Kristensen, direktør hos SOS Børnebyerne.
Gode gerninger for verdens børn
Gennem filmene og opgaverne får eleverne mulighed for at snakke om forskelle og ligheder, og hvad der egentlig er vigtigt, når man er barn. Eleverne har også mulighed for at starte deres egen indsamling til børnene, de møder i kalenderen ved at gøre gode gerninger derhjemme eller på skolen.
– Vi er enormt glade for at se, eleverne engagerer sig i andre børns liv, og vi er meget taknemmelige for de klasser, der tilmed starter deres egen indsamling. Det er rørende at se elever bruge eftermiddage på at sælge julekager og gøre gode gerninger, fordi de vil hjælpe børn, som de slet ikke kender, siger Mads Klæstrup Kristensen, direktør hos SOS Børnebyerne.
Elever over hele landet har pantet flasker, tømt opvaskemaskiner og solgt hjemmelavet julepynt til skolernes julefester for at samle ind til børn som dem, de møder i kalenderen. Sidste år samlede eleverne over 491.000 kr. ind til verdens udsatte børn. I år går indsamlingen til udsatte børn på Zanzibar, så de kan komme i skole og få en tryg barndom.
Det er syvende år i træk, at den lærerige og velgørende kalender vender julen på hovedet for tusindvis af skoleelever. I år er 28.000 elever fra hele landet med i Omvendt Julekalender.
Om Omvendt Julekalender
- Omkring 28.000 børn fordelt på 530 skoler i hele landet deltager i år i Omvendt Julekalender
- Kalenderen består af en lille film til hver dag i december samt opgaver til klassen
- I 2018 samlede de danske skolebørn 491.000 kroner ind til verdens udsatte børn
- Det er gratis at deltage i Omvendt Julekalender, og indsamlingsdelen og de gode gerninger er frivillig for klasserne
- Omvendt Julekalender er tilbage i december 2020
- SOS Børnebyerne arbejder i mere end 130 lande. 80.000 børn vokser op i børnebyer, og mere end 500.000 mennesker får hjælp via forebyggende arbejde for familier i lokalsamfundet.
Kommentarer