Hårlev

Skolestart: Pas på nybegynderne i trafikken

politi_skolestart

Stevns Kommune: I næste uge starter skolerne og det betyder at der er mange nye og små trafikanter på vejene.

Midt- og Vestsjællands Politi vil derfor foretage målrettede indsatser i forbindelse med skolestart i ugerne 33-35 ved skolerne i politikredsen, så der kan sikres nogle trygge rammer for de nye trafikanter.

Indsatsen vil i høj grad have fokus på selekontrol, hvor der vil holdt øje med, om børnene er ansvarligt fastspændt på vej til og fra skole. Derudover vil der være fokus på bilisternes hastighed og forældrenes trafikale adfærd, herunder parkering, i forbindelse med aflevering af børn ved skolerne. Mange biler, på ofte små veje, skal til og fra skolerne i et lille tidsrum, og det kan godt skabe lidt kaos.

– Vi håber naturligvis ikke, at vi får travlt med at skrive bøder. Skolestarten for de helt små nye elever er en glædelig begivenhed, og vi vil gerne bidrage til, at den også bliver sikker. Erfaringerne viser heldigvis, at der ikke er mange sager at skrive ved disse aktioner. Forældrene er nemlig som udgangspunkt gode til at passe på de små i trafikken. Vi håber, at det også bliver billedet i år, siger færdselsbetjent Claus Nissen Pedersen.

Han påpeger, at forældrene spiller en afgørende rolle for, at de små lærer at gebærde sig sikkert i trafikken og siger:

– Det er vigtigt at forældre og andre voksne er gode forbilleder for nybegynderne i trafikken. Børn kopier deres forældres vaner – også i trafikken. Så man skal derfor være opmærksom på, at man skal agere i trafikken, som man ønsker, at ens børn skal agere, før eller siden skal de nemlig begå sig i trafikken alene.

Foto: Færdselsbetjent Claus Nissen Pedersen er med, når den målrettede Skolestartsindsat løber af stablen i næste uge. Skolestarten for de helt små nye elever er en glædelig begivenhed – og den skal også være sikker.

5 gode råd til, hvordan man passer på nybegynderne i trafikken:

  • Hold øje med ”Skole-skiltene” på vejene. De er sat op i de områder, hvor man skal være særligt opmærksom på de små trafikanter
  • Undgå bilen til skolen, så vidt det kan lade sig gøre. Tag turen på gåben eller cyklen med dit barn. Eller parker lidt væk fra skolen og gå det sidste stykke sammen. Det er en god idé at gå eller cykle turen et par gange inden første skoledag
  • Tag hjemmefra i god tid, så I ikke skal skynde jer i trafikken
  • Vis overskud og hav tålmodighed i trafikken
  • Husk også at køre forsvarligt og opmærksomt på vej væk fra skolen, når du har sat dine børn af. Vis også hensyn overfor andres børn

Kommentarer