Skyd genvej til kulturen med CulturePoint
Et samarbejde mellem en række kulturinstitutioner på Sydsjælland, Møn, Lolland og Falster skal booste interessen for museer og kulturtilbud – både for lokale og turister.
Gæsteforelæsere, særudstillinger og en række gode tilbud på alt fra kaffe til adgangsbilletten. Sådan byder Sydsjælland, Møn og Lolland og Falsters kulturinstitutioner fremover deres gæster velkomne.
Det sker gennem kulturtilbuddet CulturePoint; et fællesskab for kulturoplevelser, hvor den enkelte gæst via hjemmesiden CulturePoint.dk eller en app kan oprette sig med profil og orientere sig om aktuelle tilbud på kulturområdet. Medlemskabet er personligt og gratis, og hver gang brugeren er aktiv på sitet og benytter et af tilbuddene optjenes point, der kan veksles til rabatter og nye tilbud.
Sydsjælland, Møn og Lolland-Falster har et både rigt og varieret kulturliv, og især særudstillinger og arrangementer har de seneste år trukket rigtig mange gæster til. Partnerne bag projektet ser dog et endnu større potentiale med en fælles platform, hvor både lokale borgere og turister kan danne sig et overblik samt finde gode tilbud.
CulturePoint er skabt i et samarbejde mellem Museum SydøstDanmark, Museum Lolland-Falster, Østsjællands Museum – Kalklandet, Visit Lolland-Falster og VisitSydsjælland-Møn. I første omgang afprøves CulturePoint i en opstartsfase, hvor især de større museer og attraktioner er repræsenteret. Men allerede fra påske forventer projektet at være klar med masser af lokale tilbud, herunder både gastronomiske oplevelser samt besøg på slotte og herregårde.
Kommentarer