Slog politibetjent efter anholdelse for spirituskørsel

Hårlev: En 24-årig mand fra Næstved blev tirsdag aften voldsomt ophidset over at blive anholdt for spirituskørsel
Tirsdag den 5. juni klokken 21.45 standsede politiet en personbil på Lerskovvej i Hårlev, ført af en 24-årig mand fra Næstved.
Da han blev skønnet af spirituspåvirket under kørslen, blev han anholdt og indbragt til skadestuen på Køge sygehus for udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Den anholdte var stærkt ophidset og ville ikke lade lægen udtage en blodprøve, så politiet måtte sende en ekstra patrulje til skadestuen til pacificering af manden, indtil blodprøven var blevet udtaget.
Efter blodprøveudtagelsen blev den 24-årige løsladt, men han var stadig ophidset og slog i den anledning en af de tilstedeværende polititjenestemænd på kroppen. 3 minutter efter sin løsladelse blev den 24-årige igen anholdt som sigtet for vold mod tjenestemand i funktion.
Den anholdte blev kørt til politistationen i Roskilde for at sove rusen ud. Han er fortsat anholdt, idet politiets jurister i løbet af onsdag formiddag vil afgøre, om den 24-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.
Kommentarer