Slukkede selv bilbrand med en haveslange
Hårlev: Påskesøndag gik der ild i en personbil i Hårlev, men ejeren og en nabo slukkede selv ilden
Påskedag, søndag den 20 april klokken 13.29 blev Falck i Hårlev og indsatsleder fra Stevns Brandvæsen sendt til ild i bil. Bilen stod i en villahave i Hårlev hvor ejeren skulle flytte den for at slå sit græs. Under opstart gav bilen et “knald” og antændte noget udsivende benzin under bilen. Branden bredte sig hurtigt, men ejeren og naboen slukkede så godt de kunne med en haveslange, og det viste sig at have god effekt.
– Ejer og nabo havde lavet en flot slukningsindsats, så for brandvæsenet var der kun en lettere eftersluknings opgave, fortæller vagthavnede indsatsleder, Mogens Sandberg Brix.
Brandvæsenet efterslukkede bilen både inde og ude, samt fjernede beklædning i baggagerum for eftersyn af gløder.
Efter cirka en halv time kunne de fremmødte køretøjer vende hjem igen.
Foto: Mogens Sandberg Brix
Kommentarer