Store Heddinge

Mødestedet Snurretoppen får nye biografsæder

Store Heddinge: Det kulturelle mødested, Snurretoppen, kan vise et nyt  gulv og nye biografstole frem, når deres renoveringsprojekt er afsluttet om få dage.

Lige nu kører renoveringsprojektet på Snurretoppen i Algade på det sidste. Når det står færdigt, vil der bagerst i biografen være helt nye stole og nyt gulv, skriver Stevnsbladet.

Læs også: Mødestedet Snurretoppen får en større renovering

– Der bliver 11 færre stole, men vi har tilladelse til at sætte 12 ekstra stole op nede foran scenen, hvis der bliver brug for det, for eksempel når Spilledåsen har koncerter i salen, siger formanden for Snurretoppen, Kurt Jacobsen, til Stevnsbladet.

Tidligere var der flere forskellige gulvtyper på mødestedet, men nu er der kommet et ensartet gulv i foyeren, caféen, kiosken og i forområdet til biografsalen.

Med hjælp fra tømrerfirmaet Baeré i Klippinge, gulvfirmaet Thor Gulve i Store Heddinge samt murerfirmaet Sommer i Klippinge har frivillige fra Snurretoppen brugt de sidste par uger på at gøre stedet klar til Store Heddinge By Night og Stevns Vinfestival fredag den 5. august.

I forbindelse med vinfestivallen viser Snurretoppen en gratis film om vin.

Mødestedet Snurretoppen har tidligere fået toiletterne ombygget og udvidet samt fået  foretaget forskellige energiforbedringer.

Kommentarer