Snurretoppen sætter priserne op
Mødestedet Snurretoppen vil, efter snart mange års prisstabilitet, nu hæve deres billetpriser med 10 kroner.
Mødestedet Snurretoppen på Algade i Store Heddinge fremstår efter sommerens facademaling som et i alle henseender moderne og velindrettet kulturelt mødested. Men det er ikke derfor priserne stiger. Prisstigninger skyldes at filmudlejerne har hævet priserne.
– Filmudlejerne har øget den pris, som vi betaler for at vise filmene, så må vi nødvendigvis følge efter, siger Bjarne Hendrichsen, der er formand for Snurretoppens arbejdsgruppe.
Efter 1. jan. 2018 bliver prisen for en billet 80 kroner for almindelige film og 95 kroner for 3D-film. Prisstigningen slår igennem på alle andre billettyper og rabatpriser. Operapriserne stiger til 180 kroner, men først fra august 2018.
– Sammen med de fleste andre biografer i Danmark har også vi oplevet en lidt vigende publikumstilstrømning. Ikke desto mindre er vi tilfredse med årets resultat, der skal ses i lyset af den stigende konkurrence, som vi mødes med fra nærliggende byer, siger Bjarne Hendrichsen.
– Vi har i det forløbne år forsøgt at få flere til at melde sig under fanerne som medlem af arbejdsgruppen, der sørger for den daglige drift. Det er lykkedes i meget fint omfang. Vi har nu fået tilknyttet en halv snes nye medlemmer, som vi glæder os til at samarbejde med, siger Bjarne Hendriksen og fortsætter:
– Der er stadig plads til flere, hvis man har lyst til frivilligt at være med til at drive biograf og dermed være med til at sikre et lokalt kulturhus, hvor også musik, kunst og teater hører hjemme.
Mødestedet Snurretoppen takker alle for samarbejde og oplevelser i 2017.
Kommentarer