Store Heddinge

Snurretoppen viser teaterkoncerten ’Højskolesangbogen’

Teaterkoncerten ’Højskolesangbogen’ transmitteres direkte fra Det Kongelige Teater til en lang række biografer landet over, deriblandt Snurretoppen i Store Heddinge.

Tirsdag den 13. december klokken 19.30 transmitterer Snurretoppen en teaterkoncert med 36 af de kendte og elskede sange fra ’Højskolesangbogen’ direkte fra Det Kongelige Teater.

Teaterkoncerten starter med at alt er gået galt… helt galt. Danmark er totalt udslettet. Kun ni mennesker har overlevet katastrofen, og nu er det op til denne lille gruppe at genopbygge samfundet.  Og så melder spørgsmålene sig. For hvad er det, der binder os sammen som et folk? Hvad holder os i live? Hvad er du og jeg? Til den monumentale opgave har de kun én ledetråd – de elskede og værdibærende sange i Højskolesangbogen.

I den underholdende og rørende teaterkoncert følger vi de overlevendes lettere håbløse forsøg på at leve deres liv i lykke, harmoni og velbehag. En fysisk og visuel forestilling om det almindelige sølle menneske, når det er mest hjertegribende og elskeligt.

Niels Søren Hansen og Nikolaj Heyman har nyarrangeret sangene fra Højskolesangbogen og Niels Søren Hansen står som kapelmester for det seks mand store orkester. Publikum har været med til at vælge, hvilke sange der skal synges, og alle må gerne synge med undervejs. Det bliver en helt særlig forestilling og en helt unik oplevelse

Man kan bestille eller købe billetterne via Snurretoppens hjemmeside.

Man kan spise i Snurretoppen før aftenforestillingerne. I samarbejde med ’Anettes Mad’ serverer Snurretoppen en teateranretning til 65 eller 85 kroner. Anretningerne skal bestilles direkte hos ’Anettes Mad’ på telefon 2191 0568. Maden serveres fra klokken 18.00.

Kommentarer