Socialdemokraterne stemmer imod lokalplan 160
Strøby Egede: Socialdemokraterne har lyttet til borgerne og stemmer imod lokalplan 160.
Torsdag den 1. september 2016 blev der afholdt et meget velbesøgt borgermøde i Strøbyhallen omkring lokalplan 160 for Strandroseparken ved Hybenrosevej i Strøby Egede. Det var tydeligt for enhver der deltog i mødet, at der fra borgernes side var markant modstand mod gennemførelse af lokalplan 160.
Borgerne på mødet følte sig kørt over i en proces, hvor de overhovedet ikke var hørt forinden lokalplanens udsendelse.
– Det var også et klart bevis på, at processen fra starten var dødsdømt, når man ikke anvender tidligere procedurer, hvor formanden for fagudvalget afholder formøder med borgere og interessenter inden udfærdigelse af lokalplaner, skriver Steen S. Hansen, kommunalbestyrelsesmedlem og borgmesterkandidat for Socialdemokraterne på Stevns, i en pressemeddelelse. Og han fortsætter:
– Socialdemokraterne har efter borgermødet taget stilling til sagen og vi stemmer ikke for lokalplan 160. Der er tværtimod behov for en grundlæggende ændring i proceduren for udformning af lokalplaner fremover.
– Det gælder om, at borgerne kan have sikkerhed for, at de kan stole på, at de forudsætninger de køber huse eller grunde på ikke ændres grundlæggende ved udfærdigelse af en ny lokalplan.
– Socialdemokraterne rejser spørgsmålet på mødet i oktober måned i Plan- og Teknikudvalget, hvor vi vil drøfte en fremtidig model og procedure for udfærdigelse af lokalplaner skriver Steen S. Hansen og han afslutter:
– Borgerinddragelse og politisk styring, er nøgleord i fremtidige lokalplaner.
Om Lokalplan 160
Der er udarbejdet lokalplan for Strandroseparken – det område der tidligere hed Nimgården 2. etape. Planen indeholder mulighed for at etablere op til 170 boliger, der kan opføres som åben / lav boligbebyggelse (parcelhuse) eller som tæt / lav boligbebyggelse (rækkehuse).
Planen indeholder desuden bestemmelser om bygningernes udseende, udenomsarealernes udformning og beplantning, vejenes udformning, og muligheder for poolområder og fælleshus.
Forslag til lokalplan 160 har været udsendt i 8 uger offentlig høring, og der er i høringsperioden indkommet bemærkninger til planen fra 20 borgere og foreninger.
Kommentarer