Store Heddinge

Socialøkonomisk forening stiftes på onsdag

Store Heddinge: En gruppe borgere inviterer nu til stiftende møde i en ny lokal socialøkonomisk virksomhed

Onsdag den 17. april indkalder en gruppe borgere til et møde for at finde ud af om der kan stiftes en erhvervsdrivende socialøkonomisk forening på Stevns.

– Også i vores eget område er der mennesker, som har behov for en hjælpende hånd for at klare sig i hverdagen. Disse mennesker har ret til forskellige former for støtte, for eksempel beskyttet beskæftigelse, som betales af deres egen kommune, det skriver initiativgruppen i deres indkaldelse. Og de fortsætter:

– På Stevns har vi imidlertid ikke sådanne tilbud, så Stevns betaler for, at mange mennesker hver dag må pendle ud af Stevns for at deltage i relevante tilbud. Der er også andre grupper, som kunne have godt af en hjælpende hånd.

-Vi er en lille gruppe borgere, som ønsker at gøre noget ved det, og det kan lade sig gøre ved at danne en erhvervsdrivende forening med lige akkurat det formål at give et tilbud til de borgere, der af en eller anden grund befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet.

Målet med mødet er først og fremmest at informere om en socialøkonomisk virksomheds muligheder samt at konstatere interessen for at etablere en social-økonomisk virksomhed.

Initiativgruppen forventer at dette initiativ vil være med til at styrke det lokale erhvervsliv og dermed skaffe flere arbejdspladser. De forventer at der indenfor cirka et år vil kunne opslås jobs indenfor for eksempel det socialpædagogiske område, administration og praktiske fag.

Interesserede kan kontakte gruppen på mobil 2990 8583 eller e-mail hc@stevnspil.dk

Mødet foregår onsdag den 17. april klokken 19.00 i Birken på Store Heddinge Skole.

Program for mødet:

  • Velkomst ved Hans Chr. Rasmussen
  • Indledning ved Anne Sandbeck, Socialøkonomisk Center (www.socialokonomi.dk)
  • Ideer til produktion
  • Vedtagelse af vedtægter
  • Valg af bestyrelse

Bag initativet står: Hans Chr. Rasmussen, Hans Jørgen Rasmussen, Gina Øbakke, Jens Carl Jørgensen, Ole Anker, Thor Grønbæk, Bjarne Hedrichsen, Pia Eilert, Villy Eenberg, Lars Asserhøj og Jens Kierkegaard.

Kommentarer