Sømandsmissionen’s skib gæster Rødvig hele ugen
Rødvig: Der er åbent skib på det sejlende sømandshjem – Sømandsmissionens historiske skib Bethel – hele ugen
Sømandsmissionens historiske skib Bethel byder alle velkomne ombord. Det sejlende sømandshjem byder velkommen og glæder sig til at møde alle interesserede – børnehaven, SFO, ældre og unge.
– Hos os er snakken hen over en kop dampende kaffe munter og ligefrem. Og for den, der har brug for en samtale om livets udfordringer, har medarbejderne tiden og roen til at snakke, siger sømandsmissionær og skipper Leif Rasmussen, der koordinerer sommerugernes sejlads med skibet.
– Vi kommer rundt i de danske havne igen denne sommer, og kan hjælpe med lidt af hvert. En af forudsætningerne for et vellykket togt er, at besætningen har et godt samarbejde om bord, hvilket vi oplever. Besætningerne består ikke kun af lønnede, men også af ulønnede medarbejdere, der for eksempel hjælper med at sejle skibet fra havn til havn.
Alle er velkomne til at komme en tur ombord på det gamle søværnsfartøj, der nu er bygget om til sømandshjem. Skibet ligger i Rødvig indtil søndag den 5. juni.
Om skibet Bethel – åbent skib med højt til himlen!
Bethel hed oprindelig Romsø Y302, der blev søsat den 31. maj 1969. Den udgik af Søværnets tjeneste den 21. marts 2007, hvor det blev købt af Sømandsmissionen for 510.000 kroner.
Så efter mange års aktiv tjeneste i Søværnet fortsatte skibet i civil tjeneste. Pengene kom fra Sømandsmissionens venner. Da Østerby Sømandshjem blev afhændet i 2006, overdrog bestyrelsen midlerne til Sømandsmissionen, men øremærket til køb af et fartøj, som skulle ombygges til et sejlende sømandshjem.
Siden Sømandsmissionen overtog skibet, er det løbende restaureret. Skibet er i god stand og i store træk holdt tro mod sin historie – absolut et besøg værd!
Kommentarer