Sol over Stevns: Musik- og markedsdag til juni
Sol over Stevns er en musik- og markedsdag med underholdning for hele familien den 2. juni fra klokken 12 til 24 på banerne ved Strøby Idrætscenter
Sol over Stevns holder en musik- og markedsdag den 2. juni kl. 12-24 på banerne ved Strøby Idrætscenter. Arrangementet er den første af sin slags på Stevns og kommer til at tilbyde en bred række af tilbud for hele familien. Målet med at lave arrangementet er dels at få samlet Stevns på tværs af kommunen, og samtidigt at vise både stevnsborgere og nabokommunerne alt det gode inden for idrætsforeninger, kultur, turisme og de specialiteter som Stevns kan byde på.
– Sol over Stevns er en enestående mulighed for alle stevnsborgere at komme lidt tættere på hinanden. Vi har samlet en bred vifte af aktiviteter i programmet, som er med til at vise Stevns’ attraktioner frem, siger tovholder for Sol over Stevns, siger Pernille Worm.
Programmet, som endnu ikke er offentliggjort, kommer til at indeholde blandt andet musik fra lokale solister og bands, mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter arrangereret af idrætsforeningerne, kræmmermarked, kunsthåndværkere, stevnske specialiteter og turismeaktører og destinationer på Stevns.
Arrangørerne bag forventer at arrangementet kan bide sig fast og blive en permanent del af kulturlivet på Stevns. Ideelt set rykkes Sol over Stevns til en ny lokation hvert år, så der kommer nye kræfter til og andre kompetencer i spil i planlægningen og afholdelsen.
Bag om Sol over Stevns
Sol over Stevns er en frivillig forening, der er startet med det formål at arrangere en musik og markedsdag sammen med idrætsforeningerne på Stevns. I planlægningsgruppen er der ti medlemmer og tre eksterne medhjælpere, som alle er med til at sikre at dagen bliver en succes.
Arrangementet bygger på frivillige kræfter og hjælper blandt andet idrætsforeninger med at være mere synlige over for nye medlemmer. Foreningernes deltagelse er også en måde til at tjene penge til klubkassen ved at deltage med en stand og stille med frivillige på dagen.
Man kan følge Sol over Stevns på facebook
Kommentarer