Store Heddinge

Soloselvstændige på Sydsjælland skal se sig for

HJEMMEKONTOR: Har man foden under ejet bord kan det være både nemt, bekvemt og billigt at drive virksomhed fra hjemmeadressen. Men husk erhvervsløseøreforsikring, den private indboforsikring dækker nemlig ikke virksomhedens udstyr og evt. varelager. (Foto: stock, GF-arkiv)

Når arbejde og fritid smelter sammen, kommer mange i tvivl om deres forsikringsdækninger. For de sydsjællandske enkeltmandsvirksomheder kan det medføre store tab, hvis ulykken er ude. GF Forsikring på Sydsjælland anbefaler at skelne mellem, hvad der er købt privat, og hvad der er købt til erhverv.

Mange enkeltmandsvirksomheder, selvstændige og freelancere arbejder på utraditionelle tidspunkter og indretter derfor ofte kontor i hjemmet med det der hører til af arbejdsudstyr, varelager og elektronik. Men hjemmekontoret kan være en udfordring, når det gælder forsikring. For hvad er privat indbo? Og hvad hører til virksomheden? Og hvad bliver dækket ved indbrud, hvis hjemmet fx brænder, eller der er vandskade?

Mange tænker, at inventar og elektronik, der opbevares og bruges i hjemmet, er dækket af indboforsikringen. Men den private indboforsikring dækker ikke udstyr, der er købt til erhvervsbrug, fx fotografens kameraudstyr, webshopejerens varelager eller skribentens computer.

– Det sker desværre ofte, at vi møder selvstændige erhvervsdrivende, som ikke har fået forsikret arbejdsredskaberne og derfor ikke har fået erstatning fra deres forsikringsselskab. I mange tilfælde kommer de til os for at få en bedre indboforsikring. Men vi er jo nødt til at sige til dem, at deres forsikringsselskab har haft ret, da de afviste at dække skaden, siger Per Haulund, skade- og policedirektør i GF Forsikring.

Undgå risikoen for store tab
Der er ikke nogen hjælp at hente fra forsikringsselskabet, hvis man kun har en privat indboforsikring, og man kan derfor risikere at stå med en regning på mange tusinde kroner, hvis den lille virksomheds elektronik, værktøj eller andre dyre ting bliver stjålet eller beskadiget, fordi hjemmeadressen bliver udsat for tyveri, brand, vandskade eller lignende.

Ifølge det kundeejede forsikringsselskab, GF Forsikring, er det heldigvis ganske enkelt for enkeltmandsvirksomhederne at undgå risikoen for store tab. Først og fremmest skal man sørge for at tegne en erhvervsløsøreforsikring på det udstyr og materiale, der indgår i virksomheden. Og så skal man tænke sig grundigt om, når det vurderes, hvad der hører til virksomheden, og hvad der hører til hjemmet.

– Det kan til tider være svært at skelne mellem, hvad der er privat, og hvad der er erhverv. Men en god huskeregel er, at hvis genstanden er købt gennem din virksomhed, så skal den også forsikres gennem din virksomhed, slutter Per Haulund fra GF Forsikring.

 

3 gode forsikringsråd til enkeltmandsvirksomheder, freelancere og selvstændige

– Tegn en løsøreforsikring, når du stifter en virksomhed.

– Vær særligt opmærksom på elektronik. Hvis din virksomhed har betalt mobiltelefonen, så er den ikke dækket af husstandens private indboforsikring, heller ikke selvom du bruger den til private opkald.

– Husk at gemme kvitteringerne på ting, du har købt til din virksomhed. Ellers kan du risikere, at løsøreforsikringen ikke dækker

Kommentarer