Samfund

Sommeren 2017 i Stevns: Øget udlejning og længere sæson

sommerhus rødvig

Sommerhussæsonen 2017 går på hæld, og derfor har Campaya.dk lavet en samlet opgørelse over udlejningen i Stevns Kommune. Og den er positiv.

Sommerhussøgemaskinen Campaya.dk har 94 sommerhuse i Stevns på tværs af udlejningsbureauerne i deres søgemaskine, og på baggrund af udlejningsstatistikken fra disse huse ses det, at udlejningen i de tre sommermåneder samlet er gået frem med cirka otte procent sammenlignet med sidste år.

Det skyldes især en øget udlejning i juni, og det er positivt at bemærke, at efterspørgslen også er noget større her i september sammenlignet med sidste år.

– Tallene viser, at sæsonen er blevet længere. Det er selvsagt enormt glædelig, særligt fordi sommerhusmarkedet i Stevns er presset på kapaciteten i højsæsonen, og det er derfor ikke muligt at leje meget mere ud i den periode, end hvad tilfældet er i øjeblikket, siger Claus Pedersen, direktør for Campaya.dk og han fortsætter:

– Samtidig skal den forøgede udlejning ses i lyset af, at der aldrig er udlejet så mange sommerhuse, som tilfældet var sidste år. Det gør stigningen endnu mere imponerende.

– Udlejningssommerhusene i Stevns er eftertragtede som aldrig før. Det skyldes ifølge tilbagemeldingerne fra både danske og udenlandske gæster de naturskønne omgivelser og den ro, fred og afslappede stemning, man finder her. Sommerhusferie er kendetegnet ved hyggen og samværet med hinanden i husene, og det er nok også en af forklaringerne på, hvorfor det dårlige sommervejr ikke har medført en tilbagegang i udlejningen. Når vejret er dårligt, hygger man sig bare med hinanden i husene, og så tager man på tur, når det er tørvejr afslutter Claus Pedersen.

Kommentarer