Sommerhusejerne skal stemme om statusændring
Mindst 75 procent af sommerhusejerne i Strøby Egede skal stemme for ændringen af områdets status til byzone.
Tirsdag den 12. september klokken 19 afholder Stevns Kommune borgermøde, om overførsel af sommerhusområde til byzone ved Strøby Egede. Borgermødet afholdes i Strøbyhallen, Lendrumvej 3, 4671 Strøby.
Erhvervsstyrelsen har godkendt Stevns Kommune forslag om at gøre området mellem Nimgårdsvej og Lendrumvej til byzone i forbindelse med moderniseringen af Fingerplanen – landsdirektiv for hovedstadsområdets planlægning. Stevns Kommune fik samtidigt afslag på ønsket om, at byzonen skulle gå længere østpå ad Kystvejen fra Lendrumvej til Lemgårdsvej. Kommunen kan dog ansøge igen til næste runde.
Læs også: Sommerhusområde i Strøby Egede bliver byzone
På mødet vil grundejerne i de to områder blive oplyst om hvad ændringen i status kan få af konsekvenser for den enkelte husejer. De bliver også blive oplyst om den forestående afstemning, hvor de skal stemme om de er for eller imod ændringen af de to områder til byzone. Efter borgermødet vil der blive udsendt et afstemningsbrev og en stemmeseddel til alle involverede.
Man kan downloade Fingerplan 2017 – landsplandirektiv for hovedstadsområdets planlægning her (pdf).
Man skal tilmelde sig borgermødet på kommunens hjemmeside.
Skeptisk notat fra grundejerforeningen
Hvis de to områder bliver overført til byzone, bliver det blandt andet muligt at bebygge op til dobbelt så mange kvadratmeter på mange af grundene, så havudsigt kan hurtigt blive forvandlet til havkig og sol til skygge. Samtidigt forsvinder det 300 meter brede strandbeskyttelses-område, hvilket betyder at der kan bygges bymæssig bebyggelse umiddelbart op til de sommerhuse, der i dag har udsigt over det åben land. Det fremgår af et notat som Grundejerforeningen Lemgaarden har udarbejdet i samarbejde Fritidshusejernes Landsforening (FL).
Notatet er udarbejdet så den enkelte husejer kan sætte sig ind i konsekvenserne, hvis de stemmer ja til at overføre de to sommerhusområder ved Strøby Egede til byzone.
Konsekvenserne er forskellige for forskellige sommerhusejere – nogle kan håbe på gevinst – andre kan risikere tab. Det afhænger af sommerhusets beliggenhed, opførelsesår, stand, størrelse, ejerens tidshorisont for ejerskab og diverse andre faktorer.
Ifølge grundejerforeningens notat forventer Stevns Kommune ligefrem at sommerhusejerne forlader området, så sommerhusene kan erstattes af helårsboliger.
Man kan downloade redegørelsen ’Konsekvenser for sommerhusejere’ (pdf) fra Grundejerforeningen Lemgaardens hjemmeside.
’200 grundejere er positive’
Inden ’Fingerplan 2017’ blev vedtaget af Folketinget skulle mindst 75 procent af de lidt over 200 sommerhusejere mellem Nimgårdsvej og Lendrumvej i Strøby Egede være positivt indstillet for en overførsel til byzone. Samtidigt skulle kommune oplyse om konsekvenserne for sommerhusejerne.
Men ifølge grundejerforenings notat fik de berørte beboere i området kun 13 dage til at træffe deres beslutning. Ifølge Dagbladet svarede 100 ja, 6 svarede nej. Stevns kommune valgte derefter at betragte de mange manglende svar som JA. Kommunen skrev efterfølgende til Erhvervs- og Vækstministeriet: ’200 ejere har meddelt at de er positive overfor ændringen’. Samtidig indsendte Stevns kommune – uden forudgående afstemning – ønsket om at overføre område 2 til byzone.
– I forbrugerlovgivningen kaldes den slags for negativ aftalebinding og er ulovligt, siger Johs. Chr. Johansen, der er formand i Grundejerforening Lemgaarden ved Strøby Strand og han fortsætter:
– Nu laver Stevns kommune en ny høring i 2017, og Plan- og Teknik udvalget skriver i beslutningen, at der skal laves opsamling på manglende stemmeafgivelser ved opringning, hvis nødvendigt. Jeg må konstatere, at Stevns kommune sætter alle kræfter ind på at få et svar fra beboerne, der harmonerer med kommunens ønsker.
Stevns Kommune får et habilitets-problem
Grundejerforeningens formand vurderer at kommunen får et habilitets-problem, hvis kommunalt ansatte sættes til at indsamle stemmer til støtte for et kommunalt forslag.
– Jeg bemærker, at opsamling på manglende stemmeafgivelser kun skal ske, hvis det er nødvendigt. Med andre ord, de nødvendige stemmer for forslaget skal sikres. Det er dels et politisk tankesæt, der gør mig lidt trist, og dels en metode, der ikke holder ved en retlig prøvelse af habiliteten, siger Johs. Chr. Johansen til Dagbladet.
Kommentarer