Sommermøde i Strøby Kirkelade søndag eftermiddag
Med sommerens indtog gentager historien sig i Strøby. Der afholdes nemlig også i år Sommermøde i Kirkeladen.
Søndag den 18. juni klokken 14.00 afholdes der sommermøde i Strøby Kirkelade. Sommermødet byder som altid på en kort gudstjeneste, dejlig musik, kaffe og ’Luther’-lagkage. Denne gang er det musiske indslag ved trioen Tresafinado.
Tresafinado tager sit publikum med på en musikalsk rejse – fra den flimrende middagshede i Spanien over Amazonas regnskov til vore egne nordiske himmelstrøg. Trioens helt specielle udtryk afspejler musikernes forskellige kulturelle og musikalske baggrund: De to klassiske musikere, fløjtenisten Pia Kaufmanas og guitaristen Torsten Borbye Nielsen, og den brasilianske percussionist Afonso Corrêa.
Repertoiret bygger blanadt andet på den spanske og latinamerikanske musik. De Fallas stærke, spanske ånd, og Villa-Lobos’ altfavnende tonesprog præsenteres side om side med en brasiliansk chôro, en venezuelansk vals, eller en enkel, nordisk folkemelodi.
Strøby Kirkes pigekor har om formiddagen været på en workshop med Tresafinado, det bliver spændende at høre, hvad der kommer ud af denne workshop.
Traktementet, kaffe og ’Luther’-lagkage koster 20 kroner. Pengene går ubeskåret til sognets menighedspleje.
Kommentarer