Kultur

Sommerspil på Gjorslev blev succes trods våd juli

Regnebræddet efter Stevns Sommerspil er nu gjort op, og resultatet er ikke til at tage fejl af. Trods århundredets vådeste sommer i Danmark, blev ”Mød mig på Cassiopeia” en bragende publikumssucces og med 4-5 anmelderstjerner over hele linien.

Og har man fulgt med på Stevns Sommerspils facebookside i hele spilleperioden, er der udelukkende storrosende ord om forestillingen, de frivillige, teatermiddagen, atmosfæren, ja nærmest det hele.

– Jeg er fyldt med stolthed og taknemmelighed over alt det, vi sammen har skabt i Stevns Sommerspil, udtaler Nicolaj Cornelius, direktør og årets hovedrolleindehaver.

– Sommerspillet var en gave til Stevns med et ønske om et nyt samlingssted for egnens borgere, hvor venskaber opstår på kryds og tværs og en drøm om et musicalteater på højt niveau. Alt dette er nu blevet til virkelighed.

Men en meget væsentlig præmis for udendørsteater er vejret, som ingen er herre over, og de fleste husker tilbage på en særdeles våd juli, som er blevet målt som  århundredets vådeste i landet. Og selvom Stevns Sommerspil kun blev ramt af regnvejr på to ud af ti aftner, var vejrliget med til at afholde flere fra at komme i teatret. Ikke kun her på Stevns, men overalt i Danmark.

På regnskabssiden var sommerspillet tæt på målstregen med en værdibelægning på 55%, og med en målsætning på 61%. Det blev til i alt 2.300 publikummer som alle begejstrede over denne unikke totaloplevelse på Gjorslev Slot.

For direktøren hersker der ingen tvivl om, at bestyrelsen i Stevns Sommerspil har bestræbt sig på at gøre sit ypperste for alle de frivillige og professionelle, men i sagens natur var der mange ukendte faktorer, når man skaber et udendørs musicalteater fra bunden af, og mange ting kan og vil gøres bedre i fremtiden.

Alle Sommerspillerne har derfor fået udleveret et evalueringsskema for at oplyse, hvad der fungerede godt og hvad der kan forbedres, så sæson 2024 bliver en endnu bedre oplevelse for alle.

– Vi har troen på, at alt bliver nemmere til næste år, nu da vi har oplevet de udfordringer, som et så stort projekt kan medføre. Vi har tilegnet os rigtig mange gode erfaringer i arbejdet med de frivillige, og de erfaringer vil vi bruge til at forbedre vores kommunikation og information, og til planlægge næste års musical, udtaler Lenette Tolstrup Andersen, formand for bestyrelsen.

Til næste sommer er ”CABARET” på plakaten, igen en festlig og morsom musical, der dog har mere dybde og refleksion i handlingen. ”Wilkommen! Bienvenue! Welcome!” vil klinge på Gjorslev fra juli 2024, hvor endnu en spektakulær totaloplevelse venter.

Kommentarer