Store Heddinge

’Special treatment’ til alle med sokker i sandalerne

Til sæsonens sidste forestilling inviterer Stevns Teaterforening alle i teatret til ungdomspris: 60 kroner pr. billet.

Tirsdag den 28. marts klokken 19.30 kommer en århusianske teatergruppe DON*GNU til Store Heddinge med forestillingen: M.I.S. natten lang, der kort fortalt handler om: Mænd i sandaler. Det foregår i Erikstruphallen

Med slapstick, gakkede filmprojektioner og stemningsmættet live-musik tager tre mænd pulsen på den voksne drengerøv med det store ego, opvokset med 70’ernes bløde værdier, blandt ollemodeller som Dirty Harry og Alfons Åbergs far.

Her danses for retten til at gå med uldne sokker i sandalerne!

Det er sjovt, det er (selv)ironisk. Det er tre mænd, der danser planken ud; ud af komfortzonen i livtag med den indre svinehund, latino-loveren, tøffelhelten, svigermors drøm og alle de andre – i en stille kamp for mandens ret til at være sig selv.

DON*GNU er en Århusiansk gruppe, som har udviklet et underholdende, direkte, udtryksfuldt

og meget fysisk udtryk. De er på deres hidtil længste Danmarksturné: 33 byer skal have M.I.S – natten lang på besøg.

– Kom selv i dine mest behagelige sandaler og dine yndlingssokker, opfordrer DON*GNU, der byder på ’special treatment’ til alle med sokker i sandalerne.

Man kan købe billetter via Stevns Teaterforenings hjemmeside. De sælges til en særpris på 60 kroner.

Kommentarer