Strøby Egede

Spejdere fra Stevns-Nord gik 100 km på 48 timer

stevns_Nord_100-km-2

Strøby Egede: Stevns-Nords juniorer og tropsspejdere satte sig et meget højt mål, og nåede det!

For at få et 100 km’s vandreskjold, skal man vandre 100 kilometer på 48 timer. Det er hverken for tøsedrenge eller tøser. Men det afskrækkede ikke 14 friske spejdere fra Stevns-Nord der, uanset risiko for sne og koldt vejr, meldte sig til en 100 km’s tur fra fredag den 27. februar til søndag den 1. marts.

Turen startede fredag klokken 16.00 hvor spejdere og ledere mødtes ved spejderhytten på Strandparksvej 13 i Strøby Egede. Alle var meget spændte, iklædt vandrestøvler, passende beklædning samt en refleksvest sponsoreret af Ekobyg ved Leiff Olsen.

Første rute gik fra Strøby Egede til Store Heddinge, hvor børn og ledere fik pizza til aftensmad. Derefter gik turen videre til Rødvig, hvor spejderne fik tilbudt gratis overnatning oven på Restaurant Harmonien. Efter fredagens vandretur på i alt 23,67 km havde spejderne ømme ben og flere havde fået vabler.

De første par skader betød, at to spejdere måtte trække sig lørdag morgen.

Lørdag klokken 8.20 var vandrestøvlerne spændt. Turen gik fra Rødvig igennem Lille Torøje, mod Vemmetofte Camping, videre af skovstykket til Faxe Ladeplads for at fortsætte mod Præstø. Der blev travet mange timer og fredagens km kunne mærkes hos både børn og voksne. Lederne måtte lave skiftehold og anvendte en følgebil for at være sikre på, at der var voksne der kunne følge de seje spejdere hele vejen.

Turens yngste deltager måtte hoppe fra efter en samlet distance på 55,8 km. En anden spejder fik så mange gener, at hun måtte springe nogle kilometer over og ændre sit mål til 75 km mærket i stedet for 100 km.

Lige inden Præstø drejede spejderne op mod Tappernøje, idet dagens distance skulle ende i KFUM-Spejderne Kongsted’s spejderhytte. Lørdagens samlede distance var på 47,8 km. Nu havde endnu flere fået vabler og især meget ømme fødder og ben. Men spejderne fra Stevns-Nord er seje! Det hjalp med en god nats søvn, noget sportstape og enkelte ankelbind.

Dog valgte to spejdere ud af den samlede flok på 14, hen på aftentimerne lørdag aften, at gå efter et 75 km mærke i stedet for 100 km mærket.

Søndagen manglede spejderne at tilbagelægge 28,53 km., så de startede tidligt og gik samlet afsted.

– Vejret var ikke med spejderne, det sneede og blæste, alle havde ondt, men Stevns-Nord spejdere giver ikke så let op! fortæller spejderleder, Rikke Glückstadt Eriksen og fortsætter:

– Lidt varm kakao og lidt ly, da spejderne var så heldige, at Cowboyfest.dk i Dalby åbnede dørene for dem, gav de her seje børn ekstra kræfter!

Spejderne havde 48 timer til udfordringen, søndag eftermiddag, da knap 47 timer var gået, løb den første spejder forbi målstregen for de 100 km!

7 spejdere hvoraf de yngste er 11 og den ældste er 16 vandrede fra fredag til lørdag 100 km! Tre spejdere fik 75 km mærket, men alle gik længere! En enkelt nåede endda op på 95 km!

– jeg har altid sagt, at jeg har de sejeste spejdere i Danmark, nu blev det også bevist! Blot det, at så mange har meldt sig til denne tur beviser det!, udtaler Rikke Glückstadt Eriksen.

stevns_Nord_100-km-4

Kommentarer