Strøby Egede

Spejdere fra Stevns deltog i superhårdt løb

Se billedserie

40-60 kilometer til fods gennem natten med banditter lige i hælene. Det var, hvad der ventede deltagerne, da Danmarks største og hårdeste spejderløb, Nathejk, fandt sted i weekenden.

Tre spejdere fra Stevns-Nord gruppe i Strøby Egede og en spejder fra Vallø gruppe i Hårlev kæmpede sig sammen med over 600 andre seje spejdere fra hele landet gennem løbet.

”Stop den magtsyge diktator i Boskovia!”. Sådan lød nødråbet, da over 600 forventningsfulde spejdere i weekenden stillede til start i Korsør på spejderløbet Nathejk – og så snart starten var gået, blev patruljerne i rollen som valgobservatører kastet ud i et kæmpe drama i det lille, fiktive land Boskovia: Omgivet af brændende bygninger, togvogne og biler afslørede de 155 patruljer hurtigt, at den egenrådige præsident Slambért var i fuld gang med at nedkæmpe al politisk modstand på selve valgaftenen i landet. Derefter måtte de spændte spejdere flygte ud i den våde og blæsende septembernat med præsidentens sikkerhedstyrker lige i hælene.

Det blev til en flugt på et halvt hundrede kilometer ad små markveje, stier, gennem skove og over åer og stubmarker – uden at få hjælp fra andre. De 638 spejdere på 12-16 år sneg sig gennem natten på flugt fra de mere end hundrede ”banditter”, som prøvede at fange patruljerne for at finde de beviser, de havde gemt i deres rygsække. Løbet er nemlig en slags avanceret fangeleg, hvor de yngste spejdere smugler hemmelige ting i deres oppakning og sniger sig afsted i små patruljer for at undgå at blive opdaget og få deres oppakning gennemrodet. Banditterne blev spillet af lige over 100 lidt ældre spejdere på cykler og i biler.

Spejderne kom fra hele landet, og blandt de deltagende hold var også spejdere fra Stevns-ord og Vallø. Løbet i år var endnu hårdere end det plejer, da stormen Knud havde valgt at melde sin ankomst samme weekend, ” Det er noget af det allerhårdeste, spejderne har været igennem. De har haft en kæmpe oplevelse på Nathejk hvor de har prøvet at undgå at blive fanget, spejderne havde ikke sovet mange timer i løbet af turen”, siger Rikke Glückstadt Eriksen, Gruppeleder fra Stevns-Nord spejderne i Strøby Egede. ”På Nathejk skal man selv sørge for mad og drikke undervejs og også selv finde steder i fx skovene undervejs, hvor man kan sove. Samtidig er man hele tiden nervøs for at blive fanget, så det er altså ikke meget søvn, man når at få”, siger Franz Tage Christensen, Gruppeleder fra Vallø spejderne i Hårlev.

Løbets banditter var faktisk så effektive, at det ikke lykkedes for én eneste patrulje at snige sig hele vejen gennem løbet uden at blive fanget – den sidste patrulje blev fanget, blot 20 minutter før de kom i mål. 547 af de startende 638 spejdere kom hele vejen til mål på egen hånd, mens resten måtte udgå undervejs på grund af skader og udmattelse og blev fragtet til løbets hovedkvarter i Glumsø i løbet af weekenden. Alle de spejdere, der klarede sig gennem strabadserne inden klokken 04.00 søndag nat, blev belønnet med det eftertragtede Nathejk-mærke til uniformen.

Den samlede distance nåede for de fleste deltagere op på imponerende 40-60 kilometer, og det var en flok totalt udmattede spejdere, der deltog i løbets afslutning søndag morgen, fortæller Rasmus Udsholt, der er én af arrangørerne bag løbet:
Spejderne havde både kæmpet sig gennem stormen fredag og var blevet godt gennemblødt i weekendens kraftige bygevejr. De fleste af dem havde bare fået fire timers søvn, da vi vækkede dem søndag morgen, så det var en flok trætte spejdere, der fik morgenmad og overværede, at Boskovias diktator blev fjernet fra magten, takket være spejdernes imponerende indsats i weekendens løb”, fortæller han.

Spejderløbet Nathejk har været afholdt hvert eneste år siden 1986. Løbet starter altid den tredje fredag i september et sted på Sjælland og bliver skabt af et lille team bestående af erfarne spejdere, som får hjælp til at udføre løbet af næsten 200 hårdtarbejdende hjælpere i løbsweekenden.

Kommentarer