Spilledåsen mister statsstøtte på 50.000 kroner
Slots- og Kulturstyrelsen vil ikke længere støtte det eneste lokale spillested på Stevns.
Kulturforeningen Spilledåsen har gennem en årrække modtaget et årligt statstilskud på 75.000 kroner fra Slots- og Kulturstyrelsen. Men i 2016 og 2017 var dette tilskud faldet til 50.000 kroner og nu er det helt afskaffet.
Det undrer Kulturforeningen Spilledåsen’s formand, Poul Erik Madsen.
– Vi har fået afslag på støtte i 2018, selv om vi brugt samme fremgangsmåde som tidligere år og i øvrigt har modtaget støtte i en årrække. Det er vi forundrede over og kede af, da vi selv mener, at vi lever op til kravene om et alsidigt repertoire med plads til både nye og etablerede navne på plakaten, siger Poul Erik Madsen til Dagbladet.
– Jeg synes, at det rimer dårligt med regeringens erklærede politik om at støtte udkantsområderne i Danmark, for vi er det eneste spillested i området, siger Poul Erik Madsen.
Slots- og Kulturstyrelsen har ikke begrundet deres afslag.
Om Kulturforeningen Spilledåsen
Kulturforeningen Spilledåsen blev stiftet i 1994. Foreningen har til formål, gennem musik/koncertarrangementer med videre at formidle kulturoplevelser, samt udbrede forståelse af og kendskab til kunst og kultur til den Stevnske befolkning.
Spilledåsen er en medlemsbaseret forening og tildeling af offentlige støttemidler sker blandt andet på grundlag af, hvor stor medlemsopbakning foreningen har.
Spilledåsens arrangementer bliver for det meste afholdt i biografen Snurretoppen, Algade 32 i Store Heddinge.
Da Spilledåsen er en non-profit forening drevet af frivillige, og en bestyrelse der arbejder gratis, er foreningen meget afhængig af den økonomiske støtte, Spilledåsen modtager fra Stevns kommune, Statens Kunstråd og Statens Kunstfond.
Kommentarer