Spinning med 8. årgang på Stevnsskolerne
Stevns Kommune: Ungstevns har i løbet af november og december gennemført spinningforløb for alle klasser på 8. årgang på de tre folkeskoler i Stevns Kommune.
Forløbene med spinning med 8. årgang er en kombination af idrætsteori og fysisk aktivitet. Eleverne stifter via pulsregistrering på denne måde også bekendtskab med teknologi anvendt på denne aktivitet. Efter introduktion til udstyr og den fysiske gennemførelse, efterbehandles såvel fælles som individuelle data.
Rammen for disse forløb er Ellehallen i Strøby Egede. Aktiviteten er en det af det program Ungstevns gennemfører for Stevnsskolerne. Instruktørerne har idrætsfaglig baggrund og dermed klare læringsmål for undervisningen. Når fysisk aktivitet på denne måde kombineres med avanceret teknologi, får aktiviteten en ekstra dimension, som eleverne oplever motiverende. Aktiviteten er dermed understøttende i forhold til den undervisning, som eleverne har i folkeskolen, hvor fag som idræt og biologi er blevet prøvefag.
Når eleverne har gennemført denne intro til puls og dataregistrering kan klasserne arbejde videre med denne teknologi og undersøge andre idrætsaktiviteter. Dette kan for eksempel ske ved at sammenligne effekten på det menneskelige kredsløb inden for forskellige discipliner.
Dette gøres ved at Ungstevns i samarbejde med de enkelte klassers lærere kan komme med mobilt udstyr og stille kompetencer til rådighed for de enkelte skoler, hvor det passer ind i et fagligt forløb.
– Det er samtidig målet for Ungstevns, at skabe flere aktive unge på Stevns, da viden og forståelse for træningslære motiverer til aktivitet, afslutter Kim Gudmund Rasmussen, der er afdelingsleder i Stevns Kommunes ungdomsskole.
Kommentarer