Spor efter fortidens mennesker i Rengegade
Store Heddinge: Arkæologer fra Museum Sydøstdanmark har fundet dele af huse og flere jordovne langs Rengegade i Store Heddinge i forbindelse med at Stevns Kommune anlægger en ny cykelsti.
Museet havde på forhånd en formodning om, at der kunne findes spor efter fortidens mennesker i området, da man allerede i 1980’erne i forbindelse med nedgravning af naturgas var stødt på keramik og redskaber fra stenalderen i området. Den nye forundersøgelsen afslørede, at der på strækningen har været aktivitet i forhistorisk tid, i særdeleshed i den sydlig ende af Rengegade fandtes der mange spor efter huse og jordovne. Jordovnene, eller kogegruberne som de ofte kaldes, er huller i jorden, hvor man har lavet mad ved hjælp af varme sten.
Museet fik god hjælp af de lokale amatørarkæologer fra Stevns og Køge der med kort varsel trådte til og hjalp med at udgrave et større kulturlag, hvor de fandt redskaber fra stenalderen, ligesom de hjalp med at afsøge området med metaldetektor, desværre uden held.
– Vi regner med at jordovnene er fra bronzealderen og husene er fra jernalderen. For at bestemme det mere nøjagtigt har vi taget jordprøver, som vi håber indeholder forkullet korn eller andet vi kan bruge til at lave C14-dateringer på, siger museumsinspektør Maja Kildetoft Schultz.
Undersøgelsen har vist, at der i flere forhistoriske perioder har været bosættelser syd for Store Heddinge, og de arkæologiske spor er uden tvivl del af et større bopladsområde, hvor kun en lille del er udgravet i forbindelse med anlæggelsen af cykelstien.
Foto øverst: Arkæolog Jeppe Færch-Jensen, der er i gang med at tegne og beskrive et stolpehul.
Øvrige fotos: Donald Telfer.
Kommentarer