Hårlev

Spot tyven og ring til politiet!

Undgå indbrud: Ser du mistænkelige personer og køretøjer i dit boligområde – så ring straks til politiet

Indsendt af vicepolitikommissær John Jakobsen, leder af indbrudsgruppen hos Midt- og Vestsjællands politi

Juletid kan ud over hygge sammen med familien også være indbrudstid, og politiet beder borgerne om at holde øjne og ører åbne i deres boligområde og alarmere politiet, hvis der sker noget usædvanligt:

– Hold øje med mistænkelige personer, som lusker rundt uden ærinde, eller køretøjer, du ikke plejer at se, eller som kommer på usædvanlige tidspunkter. Det er vigtigt, at vi straks får at vide, hvis der er unormal aktivitet i et boligområde, siger vicepolitikommissær John Jakobsen, leder af indbrudsgruppen hos Midt- og Vestsjællands politi.

Ring på alarm-telefonnummeret 1-1-2, hvis det er akut – for eksempel hvis du ser en tyv i gang med et indbrud – og ellers til politiets almindelige servicenummer 114.

Præventive besøg

Som en del af politiets målrettede indsats får personer, der for nylig enten er sigtet eller dømt for indbrud, et forebyggende besøg og en julehilsen.

– Vi taler med vores kendte klienter hele året, men her op til jul gør vi en ekstra indsats. Politiet håber, at besøget kan være med til at forhindre indbrud, og forhindre, at julen bliver ødelagt både for indbrudsofre og for tyven, som kan risikere en jul i fængsel, siger John Jakobsen.

Fælles julekampagne

Indbrudskampagnen handler om at aktivere borgernes øjne og ører. Årvågne borgere i et boligområde hindrer nemlig indbrud og kan få politiet frem i en fart. Det har ofte ført til, at en indbrudstyv er blevet fanget.

Politiet uddeler også en julehilsen til borgerne, som bliver gjort opmærksom på, at politiet holder øje med indbrudstyvene. Julehilsenen er også en opfordring til både at hjælpe politiet og til at kigge på, om man selv kan gøre noget for at sikre sin bolig.

Politiets indsats målretter sig også mod personer, som for nylig enten er sigtet eller dømt for indbrud eller hæleri i forbindelse med tyveri.

De får et diskret besøg og et julekort, som skal virke kriminalpræventivt. Ved besøget vurderer politifolkene også, om den pågældende har behov for en social indsats.

– Vi ønsker, at alle kommer godt igennem julen uden indbrud, siger John Jakobsen.

Indbrudskampagnen er et samarbejde mellem de sjællandske politikredse.

Sådan sikrer du dig mod indbrud

Forebyggelsessekretariatet i Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne genopfriske de gode råd om at sikre sin bolig. Der er en hel del, man selv kan gøre, inden man rejser på juleferie, f.eks.:

  • Sørg for at huset ser beboeligt ud. Lad for eksempel børnenes legetøj, trillebøren eller haveslangen ligge og rode foran huset. Det kan få tyven til at tvivle på, om huset nu også står tomt.
  • Allierer dig med naboen. Få naboen til at tømme postkassen og/eller skovle sne
  • Sørg for at låse redskaber inde og stigen fast til væggen. Mange husejere er desværre selv med til at gøre det let for tyven ved at lade haveredskaber og stiger hænge frit tilgængeligt.
  • Stil din bil i naboens indkørsel – og omvendt, når du selv er bortrejst.

Find flere gode råd om sikring mod indbrud på: www.stopindbrud.dk.

Nabohjælp

Det kriminalpræventive Råd gennemfører i øjeblikket en kampagne om nabohjælp, som man kan læse mere om på www.nabohjælp.dk.

Kommentarer