Store Heddinge

Der er stadig billetter til Ghita Nørby og Lars Hannibal

Kulturforeningen Spilledåsen byder på et intenst møde med Ghita Nørby og Lars Hannibal onsdag aften.

Onsdag den 22. marts klokken 20.00 kan man opleve Ghita Nørby og Lars Hannibal med ’Ord og toner’ i Snurretoppen i Algade i Store Heddinge.

En aften hvor Danmarks store skuespiller Ghita Nørby blandt andet vil læse nogle af hendes favorit eventyr af H. C. Andersen og underfundige og livskloge fabler af La Fontaine, i Johannes Møllehaves sprudlende oversættelse.

Guitaristen Lars Hannibal vil skabe laguner af eftertænksomhed med smukke og populære toner fra det klassiske guitarrepertoire.

Eventyrene, fablerne, de små anekdoter og historierne (fra et langt liv på scenen) formidles til publikum i en intens og intim atmosfære, hvor man fornemmer deres årelange venskab.

Billetterne koster 225 kroner for medlemmer. Øvrige skal betale 250 kroner.

Man kan købe billetter på Kulturforeningen Spilledåsens hjemmeside.

Man kan følge Kulturforeningen Spilledåsen på facebook.

Kommentarer