Stærekasser tæller de besøgende på Trampestien
Stevns Klint: 7 elektroniske persontællere vil fremover tælle de besøgende på Trampestien
Ved Stevns Fyr, kirken i Højerup og langs Trampestien kan man nu møde små stærekasser, dog uden hul til stæren. De er nemlig er persontællere, der skal give et konkret tal på, hvor mange mennesker der færdes langs klinten.
Hidtil har antallet af besøgende været skønnet ud fra antallet af solgte billetter på parkeringspladsen i Højerup og ved indgangen til Stevnsfortet. Hvor mange der færdes langs Trampestien, går ned ad trappen ved Højerup Kirke eller besøger Stevns Fyr, har der ikke været konkret viden om.
Flere har forsøgt at lave manuelle tællinger, men det har vist sig, at tallet varierede meget. Den ene søndag har der været talt omkring 600 besøgende og søndagen efter 40, selv om solen strålede begge dage.
– Det er interessant at vide, hvor mange der færdes i området, og med ’stærekasserne’ kan vi nu følge med i, hvor mange der tramper i ‘baghaven’. Det blev til hele 88 passager i uge 33 her på vores stykke af Trampestien, der løber langs med Holtug Kridtbrud, siger lodsejer Jesper Jørgensen, mens han tapper persontælleren for data for første gang. Han vurderer, at størstedelen på denne strækning udgøres af lokale trampere, og motionister.
Også lodsejer Michael Vagn Loft er tilfreds med at få tal på stien:
– Som nabo til Trampestien har jeg en stor interesse i områdets ve og vel. Det bliver spændende at sammenholde tallene fra de forskellige strækninger. Der vil helt sikkert være variationer i belastningsgraden, især på den nordlige og sydlige del af stien, siger Michael Vagn Loft, der er med i den lokale kontaktpersongruppe i forbindelse med verdensarvsprojektet.
– Det er jo faktisk begyndelsen af et nyt stykke Danmarkshistorie, hvis Stevns Klint bliver godkendt og Trafikministeriet bliver nødt til et lave en firesporet motorvej hele vejen til Højerup og Rødvig , for at alle de fremtidige turister kan komme frem og tilbage,’ siger en spøgefuld Erik Møller Nielsen.
– Nu får vi et konkret tal på, hvor mange der besøger området. Vi holder øje med tallene og kan tage vores forholdsregler, hvis antallet af besøgene stiger markant. Dermed kan vi sikre, at både natur og lokalbefolkning ikke lider overlast, siger udvalgsformand Mogens Haugaard Nielsen.
– Modsat er det også relevant at vide, hvis antallet af besøgende falder drastisk. Vi vil jo meget gerne have flere turister og besøgende til området og ønsker blot samtidigt at sikre, at udviklingen er bæredygtig. Derfor kan data fra persontællerne heller ikke stå alene. De skal suppleres med dialog med lokalbefolkningen og andre data, som for eksempel trafiktælledata, data fra overnatningssteder og så videre, understreger Mogens Haugaard Nielsen.
De første persontælledata er tappet og viser, at i uge 33 i år blev der foretaget 697 passager ved Trampestiens start i Rødvig. 2.352 passager ved Stevns Fyr (ved indgangen fra p-pladsen), 88 passager på Trampestien nordlig retning (efter Holtug Kridtbrud) og 1.619 på Trampestien ved Højerup nord i retning mod Stevns fyr.
Sådan virker persontællerne
De batteridrevne persontællere virker ved, at der i hver stærekasse sidder en lille enhed, der sender en mikrobølge til enheden placeret overfor. Mikrobølgen afbrydes, når nogle passerer, og derved foretages en tælling. Persontællerne angiver hvor mange, der passerer i timen. De skal sidde året rundt for at give indtryk af variation over årstiderne.
Tallene er ikke udtryk for antal personer, men for antal passager. Tællerne skelner ikke mellem retning. De giver altså ikke oplysninger om, hvor mange der er gået frem og tilbage og som dermed er blevet talt to gange. Men når tallene sammenholdes over tid, kan de sige noget om besøgspresset, ligesom et fald eller en stigning i antal besøgende vil blive opdaget gennem tallene. Der er i alt opsat 7 sæt stærekasser.
Foto: Dorte Kaas Jørgensen
Kommentarer