Strøby Egede

Standerhejsning for 25. gang i Solgårdsparken søndag

Solgårdsparken i Strøby Egede markerer åbningen af den 25. sæson med standerhejsning på søndag.

Søndag den 30. april klokken 10 er der den traditionelle standerhejsning ved de røde pavilloner i Solgårdsparken, for at markere at parken åbner for den 25. sæson.

Formanden for støtteforeningen holder en lille tale, hvor han blandt andet orienterer om sæsonens forskellige arrangementer og ikke mindst om receptionen i anledning af foreningens 25 års-jubilæum.

Mens Dannebrog går til tops synges ’Solgårdssangen’ og ’Der er et yndigt land’. Bagefter bydes der på lidt morgenmad og en lille til halsen.

Solgårdsparkens musikprogram

  • Fredag den 23. juni, Sankt Hans aften er Catja & Rene på scenen fra klokken 19.00
  • Onsdag den 5. juli er GoodTimesBand på scenen fra kl. 19.00
  • Onsdag den 19. juli er Basement Jazzband på scenen fra kl. 19.00
  • Onsdag den 2. august afslutter Rocking Ghosts traditionen tro denne sommers musikaftener. De er på scenen fra kl. 19.00.

Øvrige arrangementer

Sportsmasters Kvindeløb afvikles onsdag den 24. maj. Støtteforeningen har cafe og bar åben for salg af forfriskninger. Valløby Motion er teknisk arrangør af løbet.

Rundvisning i parken: Onsdag den 7. juni klokken 19.00 på p-pladsen ved Stevnsvej

Rundvisning i Botanisk Have: Onsdag den 16. august klokken 19.00 på p-pladsen ved Stevnsvej. Her vil støtteforeningens ‘chefgartner’ Tobias Valentin tage imod og på rundturen give gæsterne et indblik i, hvad Botanisk Have kan byde på.

Sæssonen afsluttes traditionen tro med et stort loppemarked og standernedtagning. Det foregår søndag den 24. september med start klokken 10.00. Mød op og gør et godt kup. Med en handel er du med til at støtte vedligeholdelsen af Solgårdsparken, idet overskuddet udelukkende går til dette formål.

Om Solgårdsparkens Støtteforening

I 1992 dannede en gruppe borgere en støtteforening der skulle være med til at udvikle Solgårdsparken. Samarbejdet mellem den daværende Vallø Kommune og Solgårdsparkens Støtteforening har resulteret i den smukke park som findes i dag. Stevns Kommunes Materielgård vedligeholder plænearealer og hække, mens Støtteforeningen tager sig af bygninger, beplantninger og andet.

Støtteforeningen har cirka 500 frivilligt betalende medlemmer og får blandt andet indtægter på sponsorgaver, reservering af foreningens borde og bænke samt overskud fra musikarrangementer. Pengene går til forbedring og vedligeholdelse af parkens rekreative opholdssteder til gavn for parkens gæster.

Solgårdsparkens Støtteforening udgav i 2015 bogen ’Fra sommerhus til folkepark’. Bogen beskriver området og oprettelsen af Solgården og dens park, frem til i dag. Bogen kan købes hos Strøby Egede Bageren på Stevnsvej 74 og den koster 150 kroner.

Kommentarer