Nu starter højsæsonen for påkørte hjorte
Oktober er startskuddet på højsæsonen for hjortepåkørsler, så vær opmærksom i trafikken. Sådan lyder opfordringen fra Dyrenes Beskyttelse, som hvert år modtager op mod 9.000 henvendelser om påkørte hjorte gennem vagtcentralen 1812.
Oktober er det samme som rødmende blade på træerne, kortere dage – og tid til at være ekstra opmærksom, når man kører i trafikken. Efterårsmåneden er nemlig startskuddet til højsæson for påkørsler af hjorte. Der sker påkørsler af hjorte året rundt, men fra oktober til januar er antallet af påkørsler højere, fordi dagene bliver korte og mørke.
“I efteråret begynder den kedelige højsæson for påkørsler af hjorte. Det er derfor vigtigt at være ekstra opmærksom, når lyset er svagt, så vi kan undgå ulykker. Mange af påkørslerne sker tidligt om morgenen og sidst på aftenen, men det skyldes, at der også er flere biler på vejene på disse tidspunkter. Dyrene færdes hele natten, så som bilist skal man være ekstra opmærksom både i skumring og helt mørke,” siger Michael Carlsen, biolog i Dyrenes Beskyttelse.
Sidste år modtog Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 i alt 8.858 henvendelser om påkørte hjorte, og en tredjedel af disse henvendelser kom i oktober, november og december.
”Folk er blevet mere bevidste om, at de kan ringe til 1812 og få vejledning. I år har vi allerede fået omkring 15 pct. flere henvendelser om hjortepåkørsler end ved samme tid sidste år. Så vi formoder, at det bliver et travlt efterår,” siger Michael Carlsen.
Skumringstid er hjortetid
Hjortene bevæger sig efter et bestemt mønster og er mest aktive omkring solnedgang og solopgang. Det er derfor også i disse tidsrum, at flest hjorte krydser vejene. I efterårs- og vintermånederne betyder det, at flest hjorte påkøres mellem klokken 6-9 om morgenen og igen kl. 16-21 om aftenen. Det viser en opgørelse over indberetninger om påkørsler af hjorte til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.
“Rådyr, dådyr og krondyr bevæger sig mest omkring i skumring og dæmring. Når vi går efterårsmørket i møde, falder menneskers myldretid sammen med hjortenes myldretid, og der er derfor større risiko for at påkøre en hjort,” forklarer Michael Carlsen.
Et sammenstød mellem en bil og en hjort kan ende alvorligt for både hjort, bilist og bil, og Michael Carlsen anbefaler derfor, at man holder ekstra øje med hjorte i trafikken i efterårsmånederne.
Statistikbank: Se hvor mange påkørsler der er i din kommune
[GUIDE] Sådan undgår du hjortepåkørsler
- Sæt farten ned, når du i skumring, nat eller dæmring kører gennem områder, hvor der er skov, eng, levende hegn eller lignende langs vejen.
- Hold øje med reflekser fra dyrenes øjne. Ser du et dyr ved vejen, så sæt farten helt ned.
- En hjort kommer sjældent alene. Ser du én hoppe over vejen, så tro ikke at faren er drevet over. Der kan godt komme flere.
[GUIDE] Påkørt hjort? Det skal du gøre
- Ring til Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812
- Følg nøje vagtcentralens anvisninger
- Vent i bilen. Nærvær af mennesker stresser dyret
- Bliv på stedet, indtil dyreredningsbilen ankommer
Kommentarer