Store Heddinge

Status for processen med besøgscenter i Boesdal

Selvom der er stille i medierne om arbejdet for besøgscentret i Boesdal og et løft af området ved klinten i Højerup, så bliver der bestemt ikke bare siddet på hænderne bagved.

– Status på processen med besøgscentret er, at vi er i positiv og interesseret dialog med flere store danske fonde, der lige som os har fokus på, at projektet bliver både visionært og økonomisk bæredygtigt. Det nye er, at det nu er flere danske fonde. Det er meget, meget positivt. Men vi må understrege, at intet jo er sikkert før fondene har sagt ja. Og dér er vi ikke endnu, siger Bjørn Voltzmann, vicekommunaldirektør i Stevns Kommune.

– De danske fonde har jo en stor erfaring og derfor er dialogen med dem også meget værdifuld. Det tager noget tid. Også mere end vi først havde forventet. Og selv om vi jo også kan blive lidt utålmodige, så oplever vi, at det er en tid, som er givet rigtig godt ud for at sikre, at det bliver et godt og gennemarbejdet projekt, fortsætter Bjørn Voltzmann.

Det er Stevns Kommune, der er tovholder på det store arbejde med at fondsansøgning og processen omkring den. Kommunen arbejder tæt sammen med Østsjællands Museum og Verdensarv Stevns. Og så naturligvis med fondene.

– Vi vil, ligesom mange andre, rigtigt gerne vise Stevns Klint og verdensarven frem for gæster, så de også får fornemmelsen af den storhed og den fortælling, som klinten gemmer på. Men det kræver meget. Den formidling og de rammer, det hele forankres i, skal være af højeste kvalitet, ikke bare på dansk, men på internationalt niveau, fortæller Orla Madsen, direktør for Østsjællands Museum.

Direktøren for Verdensarv Stevns, Tove Damholt er enig.

– Det er virkelig en meget positiv udvikling, at der nu er etableret en interesseret dialog med flere store fonde. Ja, det kan føles som lang tid, men det er jo også et meget stort og vigtigt projekt, som skal stå her i mange år frem, så det er vigtigt at det er gennemarbejdet. Og imens bliver der jo sideløbende arbejdet med alt det, som skal spille sammen med besøgscenteret.

– Der bliver arbejdet for at styrke samarbejdet lokalt gennem den af kommunalbestyrelsen nedsatte turismestrategiske samarbejdsgruppe og programmet for verdensarvspartnere og også turismekonsulenten har mange nye tiltag i gang. Alt det vil være med til at styrke den samlede udvikling og gøre os mere klar til samspillet med besøgscenteret.

– Tidsplanerne for processen bliver opdaterede, når der er nyt fra fondene. Både med arkitektkonkurrence og forventet åbning af besøgscentret, udtaler Tove Damsholt.

– Vi glæder os også til at kunne fortælle mere og ønsker en god oplevelse for alle som besøger Stevns Klint og verdensarven, og vi må væbne os med tålmodighed, for sådan noget tager tid’, slutter Bjørn Voltzmann.

Foranlediget af ovenstående udmeldinger tager borgmester Anette Mortensen nu initiativ til at nedsætte en politisk arbejdsgruppe, der skal sikre den politiske forankring af arbejdet med etableringen af et besøgscenter.

Man kan læse mere på Stevns Klint – verdensarvsprocessen

Kommentarer