Stevns 4H starter undervisning lige efter påske

Lyderslev: Stevns 4H har netop offentliggjort klubbens program for hele 2016.
Tirsdag den 29. marts starter Stevns 4H nye hold for hestebørn og unge. Stevns 4H har stor succes med deres hestehold og har derfor sat et maksimalt deltagerantal på 15 på hvert hold. Tilmelding foregår efter først til mølle princippet via Stevns 4H’s hjemmeside.
Holdet for de 6 til 9 årige, også kaldet ’ponypatruljen’ foregår fra klokken 18.00 til 19.00 og holdet for de 10 til 18-årige, også kaldet ’hestetosserne’ foregår fra klokken 19.00 til 20.00.
Man behøver ikke at have en hest eller pony selv, bare man har interessen for at hygge med ponyerne. I undervisningen bruges fire ponyer som ejes af Susanne Karlshøj-Andersen, som også er Instruktør af hesteholdene.
Andre aktiviteter
Stevns 4H er en klub med mange forskellige aktiviteter. Stevns 4H tilbyder udover hesteholdene, også et smådyrshold og et hundehold. I løbet af foråret klædes alle godt på til at skulle på et af årets dyrskuer, i Roskilde eller på Børn og dyr.
Den 20. og 21. maj afholder Stevns 4H overnatning for medlemmerne, hvor der er en spændende udflugt om lørdagen. Det afsløres ikke endnu hvad udflugtsmålet er.
Klubbens mange aktiviteter kan ses på hjemmesiden www.stevns4h.dk
– Vi glæder os til at komme i gang igen med undervisningen, samt alle de andre aktiviteter, der er på programmet, udtaler formand Lene Toftebæk.
Søger Frivillige
Stevns 4H leder efter nye frivillige – voksne eller unge – som har lyst til at undervise børn på kanin, hunde eller hestehold. Interesserede kan kontakte Lene Toftebæk, der er formand for Stevns 4H og høre mere om hvad det vil sige at være frivillig i Stevns 4H.
Undervisningen hos Stevns 4H foregår på Vandrigsvej 19 i Gevnø ved Lyderslev, 4660 Store Heddinge. (lige overfor Valgmenighedskirken)
Kommentarer