Store Heddinge

Stevns Bibliotekerne fejrer 100 års fødselsdag med litteraturfestival

Foto: Stevns Bibliotekerne

Litteraturen er i fokus, når Stevns Bibliotekerne gentager succesen fra 2019 og endnu engang inviterer til litteraturfestival på Store Heddinge Bibliotek. I år ligger festivalen lørdag den 10. september, klokken 10-16.

”Stevns Bibliotekerne fylder 100 år i år, og den allerbedste måde at fejre det, syntes vi var at hyldeden lokale litteratur og alle dem der laver den. Derfor har vi invitereret intet mindre end 19 forfattere og to illustratorer, som alle har tilknytning til Stevns”, fortæller May-Britt Diechmann, leder af Stevns Bibliotekerne.

”De kommer alle til at have en stand på festivalen, så du hele dagen igennem får mulighed for at møde de lokale forfattere og illustratorer, købe deres værker og måske endda komme hjem med et signeret eksemplar,” uddyber hun.

De lokale forfattere og illustratorer er:

Anders Colding-Jørgensen – Hans-Willy Bautz og Theodor William – Christine Jønck – Lars Elkjær – Anne-Pia Jørgensen – Charlotte Blay – Helle Francois Andersen – Lykke Bianca – Lise Søelund – Anne-Marie Vedsø Olesen – Tom Schiøtte – Mogens Vig Frederiksen – Jonas Olesen – Torben Olesen – Per O. – Kjeld Hansen – Jacob Gammelgaard – Aksel Bording – Pia-Mathilde Henriksen – Finn Thorshøj – Klaus Slavensky.

Selvom biblioteket i Store Heddinge ikke hører til de største, er deltagerskaren stor og bred, og dagen igennem kan du opleve alt fra interviews og foredrag til musikalske og poetiske indslag på både grøn scene (udendørs og overdækket) og hvid scene (indendørs).

Bredt program

På grøn scene skydes festivalen i gang med velkomst ved kommunalbestyrelsesmedlem Jørgen Larsen og fællessang ført an af Anna Hansen, Niels-Henrik Olsen og Hans Dalgaard. Herefter kan du dagen igennem opleve indslag og interviews med bl.a. de lokale forfattere. Du kommer også til at kunne opleve historiefortæller Aske Ebbesen, som med stor humor fortæller om sin opvækst i Magleby, digteren Julie Sten-Knudsen, som læser op af sine digte og akkompagneres af den lokalt bosiddende lydkunstner Sandra Boss. Duoen Finken og Filigutten, som har rødder i Holtug, underholder med lune og til tider lumre skjaldeviser, inden dagen rundes af når designer, fotograf og vølvefortolker Jim Lyngvild interviewer Anne-Marie Vedsøe Olesen om hendes romanserie Vølvens vej. ”Vi synes, det er et skønt line-up af lokale kræfter, vi har fået samlet og krydret med et udefrakommende pift”, fortæller May-Britt Diechmann og oplyser at hele programmet for festivalen findes på stevnsbib.dk.

Gennem dagen kan du også lave dit eget bogmærke, deltage i konkurrencer, købe brugte bøger, få lavet et digt i Stines digterbod, købe frokost, kaffe og kage fra Mad & Ro’s madvogn eller opleve jubilæumsudstilling for kunstnersammenslutningen CaCO3 på Kulturloftet, som holder åbent hele dagen igennem.

Det er gratis at deltage i Stevns Bibliotekernes litteraturfestival, og du kan komme og gå som du vil fra klokken10-16.

Kommentarer