Stevns Bibliotekerne udvider åbningstiderne
Stevns Kommune: Bibliotekerne i Stevns Kommune vil fremover have åbent fra klokken 7 til 22 alle ugens dage.
Fra lørdag den 1. oktober flyttes den betjente åbningstid om lørdagen på Strøby Egede Bibliotek.
– Strøby Egede Bibliotek har længe haft betjent åbningstid om lørdagen i tidsrummet kl. 14-16, men her i foråret har vi oplevet, at det faktisk er om formiddagen, der kommer flest besøgende, fortæller May-Britt Diechmann, biblioteksleder på Stevns Bibliotekerne. Og hun fortsætter:
– Da vi også har fået forespørgsler på betjent åbningstid lørdag formiddag, har vi derfor valgt at flytte tiden til kl. 10-13. Vi skal jo helst være til stede, når der er behov for os – og hvor vores hjælp kan bruges bedst muligt.
– Samtidig udvider vi de åbne biblioteker på ALLE tre biblioteker, så vores besøgende nu kan være hos os i tidsrummet klokken 7 til 22 alle ugens dage. Det har vi valgt at gøre, da vores besøgstal er stigende på alle tre biblioteker, især i Strøby Egede. Vi kan se, at borgerne er glade for de åbne biblioteker, og nu giver vi mulighed for at være hos os en time ekstra, slutter May-Britt, som her gemmer sig bag bibliotekernes nye og opdaterede reglement.
Fremover er der altså selvbetjent åbningstid på alle tre biblioteker lørdage fra klokken 10 til 13.
Og der er selvbetjent åbningstid på bibliotekerne alle dage i tidsrummet klokken 7 til 22.
Kommentarer