Kultur

Stevns bliver vært for Havets Folkemøde 2025

Havets Folkemøde blev afholdt for første gang i 2023 på Køge Marina og gentaget i 2024 i Strandparken i Brøndby Strand. Til sommer bliver lokationen Solgårdsparken i Strøby Egede i Stevns Kommune.

Vil du vide mere om, havd der gøres – og kan gøres – for at forbedre havmiljøet i Køge Bugt? Så sæt kryds i kalenderen 28. juni, hvor Havets Folkemødet 2025 løber af stablen i Solgårdsparken i Strøby Egede i Stevns Kommune.

Det er de syv kommuner i Køge Bugt Alliancen, der sammen med Danmarks Naturfredningsforening står bag Havets Folkemøde. Alle interesserede er velkomne til mødet, der er en blanding af folkefest i vandkanten og debatter med politikere, aktivister og andre, der er optagede af havmiljøet i Køge Bugt.

– Havets Folkemøde er en festdag, som bringer mennesker sammen om en væsentlig dagsorden. Her kan vi dele perspektiver, og forhåbentlig også finde fælles bud på gode løsninger. F.eks. skal vi tale om Køge Bugt som maritim naturnationalpark, og det er en samtale, jeg personligt glæder mig meget til, udtaler lokalformand for Danmarks Naturfredningsforening Stevns, Michael Løvendal Kruse

Planlægningen er i gang

Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening Stevns er i fuld gang med planlægningen af folkemødet, som omhandler alt fra dagens program til håndtering af trafik, parkering og meget, meget mere.

Følg med på stevns.dk, hvor vi opdaterer efterhånden, som vi finder løsninger på alle de praktiske spørgsmål: www.stevns.dk/havets-folkemode

– Solgårdsparkens naturskønne omgivelser ligger lige ud til Køge Bugt, så det er oplagt at lægge Havets Folkemøde her. Jeg glæder mig til politiske og faglige debatter i teltene om, hvordan vi skaber et bedre havmiljø i Køge Bugt, samt alle de øvrige aktiviteter, der på dagen indbyder til folkefest for alle aldre. Jeg håber, at vi ses, siger Henning Urban Dam Nielsen, borgmester på Stevns.

Kommentarer