Stevns deltager i kampagne mod spritkørsel

Stevns Kommune: Sommeren er højsæson for spritulykker på vejene – derfor er Stevns Kommune med i en landsdækkende kampagne mod spritkørsel
Kampagnen skal få flere til at droppe alkohol, hvis de skal køre hjem efter festen eller middagen.
I løbet af årets spritkampagne ‘Hvem kører hjem’ vil man møde op i mod 2400 store plakater i vejsiden i sommerhus- og beboelsesområder i mange af landets kommuner.
På skiltet ser man et par glas og teksten ‘Hvem kører hjem?’. Budskabet skal minde flere om, at de, inden de møder op til festen eller middagen, så bør have aftalt, hvem der holder sig ædru og kører hjem.
Sommeren er en dejlig tid, hvor der er mange sommerfester, festivaler, Sankt Hans-fester og grillaftener, hvor folk får noget at drikke. For at undgå at festen ender med en trafikulykke, er det vigtigt, at alle bliver bedre til at aftale, hvem der skal køre hjem eller griber ind, hvis en beruset person vil sætte sig bag rattet.
Hele 62 kommuner deltager i kampagnen ‘Hvem kører hjem?’ i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik, politiet og TrygFonden.
Se mere på www.stevns.dk og www.sikkertrafik.dk
Kommentarer