Hårlev

Stevns deltager i Kun med Kondom kampagne

Stevns Kommune deltager i Sundhedsstyrelsens hidtil største kondomkampagne ’Kun med Kondom’, der blev skudt i gange i går, mandag den 10. september

Kampagnen kører i 87 kommuner og bakkes op af mere end 700 uddannelsesinstitutioner, diskoteker, biblioteker og andre lokale aktører spredt over hele landet.

Kampagnens slogan er: Brug kondom, hvis du vil huskes for noget godt!

Unge vil huskes for god sex, når de første gang har været sammen med en ny partner. Derimod vil unge ikke huskes for at have smittet med en sexsygdom og de syntes at det er ’dårlig stil’ at undlade at bruge kondom ved sex med en ny partner. Det viser en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, som er lavet i forbindelse med dette års kondomkampagne.

I Stevns Kommune bakker mange op om kampagnen:

  • Vallø Taxa, Hellested Taxa, Taxa-Hårlev og Klippinge Taxa deler kondomer ud
  • 10. klasserne spiller den 21. september ’Kun-med-kondom’- Jeopardy med Sundhedsplejen. Der er gode præmier: T-shirts, taske net og kondomer
  • Ditobus´s natbus mellem Køge og Store Heddinge deler kondomer ud
  • Snurretoppen i Store Heddinge viser fra den 13. september filmene ’Magic Mike’ og ’Step Up revolution’, og når du køber billet følger der et kondom med
  • Bibliotekerne laver udstillinger af fag- og skønlitteratur om seksualitet og sundhed og deler kondomer ud
  • Stevns Motionscenter i Store Heddinge og Motionscenteret STG Vallø i Hårlev uddeler kondomer

Man kan møde Kun med Kondom kampagnen i en masse forskellige medier, herunder tv, radio, magasiner, aviser, online og altså hos en lang række lokale aktører.

Herudover foregår en væsentlig del af Kun med Kondom på Facebook, hvor unge bl.a. kan hjælpe rapperen AndyOp med at skrive en kondom-rap eller tvinge komikeren Anders Stjernholm i Peblingesøen i København – alt sammen blot ved at love at bruge kondom.

Kun med Kondom 2012 løber fra mandag den 10. september og kører frem til den 23. september.

Kommentarer