Stevns efter stormen
Fra nytårsaften til anden nytårsdag var Stevns, i stil med resten af landet, ramt af storm. På flere måder mærkede vi den kraftige storm, bl.a. med forhøjet vandstand og væltede træer.
Den forhøjede vandstand nåede sit højeste langs Kystvejen onsdag formiddag med omkring 1.20 meter over daglig vande, mens Rødvig Havn nåede 1.32 meter først på eftermiddagen.
Oversvømmelsen i Rødvig Havn forløb ganske uproblematisk, da byen lå i læ med vind fra nord. Derimod var der kraftig vind mod land ved kystvejen og høje bølger, der flere steder gav mindre oversvømmelser på vejen. Ved Garderhøjen stod vandet i 10-15 cm. højde på stierne og ind mod den første række af sommerhuse.
Inde i land mærkede vi også vinden. Flere steder har Materielgården fjernet væltede træer. I Lærkehuset i Strøby Egede og Strøby Børnehave var der begge steder væltede træer som Materielgården fik fjernet. Ingen børn var i fare og træerne blev fjernet ganske udramatisk.
I allén mellem Vallø og Vedskølle var der et af de større træer, som gav efter for stormen.
Kommentarer