Store Heddinge

Tidligere Stevns Efterskoleelever på DGI Verdensholdet

Både instruktører, gymnaster og rejsemålene for et af dansk idræts største flagskibe, DGI Verdensholdet, er nu ved at være på plads. Det kommende Verdenshold trækker hele tre tråde til den sjællandske efterskole Gymnastikefterskolen Stevns.

For mange danske gymnaster er udvælgelse til DGI Verdensholdet noget af det ypperste, de kan opnå inden for deres sport. Hvert andet år samles et nyt Verdenshold. Det består af blot 14 kvinder og 14 mænd, der nøje bliver udvalgt blandt de mange hundrede gymnaster, der hver gang stiller op til udtagelsen, i håbet om at blive en del af det prestigefyldte hold.

blandt de 14 udvalgte mandlige gymnaster finder vi Morten Skou Bentsen, der var elev på Gymnastikefterskolen Stevns i 2011/12, og som desuden fra 2016 har været ansat som gymnastiklærer på efterskolen. For Morten Skou Bentsen har drømmen om Verdensholdet
eksisteret i mange år.

– Siden jeg selv var elev på Gymnastikefterskolen Stevns tilbage i 2011/12 har Verdensholdet været et mål, og udtagelsen har ligget i baghovedet længe. Jeg føler mig utrolig beæret, privilegeret og stolt over at kunne være med, og glæder mig helt vildt til at se hvad det
næste års tid vil bringe, fortæller Morten Skou Bentsen, der tidligere har været til udtagelse på Verdensholdet.
Her satte en brækket fod dog en brat stopper for drømmen.

– Tilbage i efteråret 2015 meldte jeg mig til udtagelsen, som skulle holdes i februar 2016. Men i november 2015 skal jeg deltage til Verdensmesterskaberne i Dobbelt Mini Trampolin og brækker foden under træningen. Jeg laver ingen gymnastik hele vinteren og går og håber på, at min fod når at hele før udtagelsen. På dag to af udtagelsen må jeg dog indse, at min fod er for ødelagt til at fortsætte, og jeg må sætte drømmen på pause i to år indtil næste udtagelse. Det åbnede heldigvis op for, at jeg kunne blive lærer her på Gymnastikefterskolen Stevns, fortæller Morten Skou Bentsen med et smil.

 

En af instruktørerne bag dette års Verdenshold er Benedicte Capion Knudsen, der selv var gymnast på Verdensholdet tilbage i 2014, og som desuden var elev på Gymnastikefterskolen Stevns i 2007/08, og af flere omgange har været tilknyttet efterskolen som gymnastiklærer.

En anden af efterskolens tidligere elever, Emilie Frost Ebstrup, er en af de 14 udvalgte kvindelige gymnaster på det nye Verdenshold.

 

Samtlige 28 gymnaster på det nye Verdenshold kommer ind på holdet med forskellige forventninger. Fælles for alle er, når de til efteråret drager ud på deres verdensturné, vil de møde nye kulturer og mennesker og dele den danske gymnastik, som har været en stor del af deres liv i mange år.

For Morten Skou Bentsen betyder det også et midlertidigt farvel til den vante hverdag som efterskolelærer. Men vil han savne det?

– Selvfølgelig vil jeg savne Stevns. At være efterskolelærer er på mange måder ligesåmeget en livsstil som et arbejde. Jeg har nu brugt et år som elev og to år som lærer, og jeg mener at skolen kan noget specielt. Den har i hvert fald en kæmpe andel i, at jeg nu skal jorden rundt med
verdensholdet, slutter Morten Skou Bentsen.

Verdensholdet er kælenavnet for National Danish Performance Team, der er et gymnastikhold bestående af nogle af landets allerbedste gymnaster, som et år rejser verden rundt for at præsentere den danske folkelige gymnastiktradition.
Organisationen DGI, som er Danmarks næst største idrætsorganisation, der står bagVerdensholdet. Det officielle navn er DGI Verdensholdet.

For mange af Danmarks gymnaster er Verdensholdet noget af det ypperste, de kan opnå inden for deres sport, da kun 14 kvinder og 14 mænd udtages til hvert hold.
Der samles et nyt Verdenshold hvert andet år, og hver gymnast kan kun deltage på holdet én gang.

Kommentarer