Stevns Erhvervsråd holder iværksætterkursus i Tinghuset
Store Heddinge: Stevns Erhvervsråd har sat hele fem aftener af i slutningen af september til spændende oplæg og praktiske opgaver, for at klæde de nye iværksættere godt på, så de får de bedste forudsætninger for at starte og drive deres virksomheder.
Når man skal starte virksomhed, er der meget man skal have styr på. Endnu engang står iværksætterkonsulenten Jesper Yde Knudsen hos Stevns Erhvervsråd klar til at tage imod de nye iværksættere for at guide dem igennem alt det, man skal vide, når man starter sin egen virksomhed.
Der kan være mange spørgsmål, der melder sig, når man står og skal starte en ny virksomhed. Kurset guider derfor iværksætterne igennem alt det praktiske omkring opstarten, men arbejder også med at udvikle de enkelte forretningsidéer.
– Iværksætterkurset giver deltagerne et samlet overblik over de vigtigste regler og beslutninger, man som ny erhvervsdrivende skal være opmærksom på, men samtidig giver kurset også iværksætterne redskaber til at arbejde strategisk med deres virksomheders økonomi og forretningsgrundlag, forklarer Jesper.
Kurset, der foregår i Tinghuset i Store Heddinge, løber over fem aftener, og veksler mellem faglige oplæg og praktiske opgaver. Foruden Stevns Erhvervsråds erfarne iværksætterkonsulent er der både en revisor og advokat, der vil hjælpe iværksætterne i gang. Kurset giver derfor deltagerne mulighed for at få sparring på sine idéer og blive udfordret af iværksætterkonsulenten, erfarne fagpersoner og de andre iværksættere på kurset.
Har du lige startet virksomhed, eller har du bare en god idé, som du gerne vil forberede dig på at føre ud i livet, så er iværksætterkurset lige noget for dig.
Der er stadig ledige pladser til iværksætterkurset fra mandag den 26. til fredag den 30. september, Man kan tilmelde sig på billetto.dk.
Få en snak med iværksætter- og virksomhedskonsulent Jesper Yde Knudsen på telefon 21221765 eller e-mail jesper@stevnserhvervsraad.dk.
Kommentarer