Stevns Erhvervsråd klar med nyt iværksætterkursus
Nu har Stevns’ iværksættere igen mulighed for at deltage på det populære Iværksætterkursus fra Stevns Erhvervsråd, som starter op 6. marts.
– Nystartede virksomheder har en bedre chance for at overleve, hvis de modtager rådgivning i opstartsfasen, og kurset vil være til stor hjælp for alle, der overvejer eller allerede er i gang med at starte virksomhed. Kurset kommer hele vejen rundt om de emner, der netop er vigtige i opstartsfasen, og det klæder deltagerne godt på til at drive virksomhed, fortæller Jesper Yde Knudsen, der er iværksætter- og virksomhedskonsulent i Stevns Erhvervsråd og leder af kurset, som løber over fem hverdagsaftener.
På kursets fem moduler får deltagerne en grundig introduktion til emner som forretningsidé, kundegrundlag, strategier, regnskab, salg og markedsføring. Undervisningen veksler mellem faglige indlæg og praktiske hands-on opgaver, hvor deltagerne omsætter deres nye viden til konkrete handlingsplaner for deres virksomheder, som ruster dem til at gå ud på markedet.
Stevns Erhvervsråd har gode erfaringer med kurset, som de tilbyder to gange årligt, og mange tidligere kursister driver i dag veletablerede virksomheder.
– Jeg meldte mig til kurset, fordi jeg gerne ville starte som selvstændig, og jeg var meget urolig omkring det, fordi jeg synes, der var mange ting, man skulle finde ud af lige fra skat og moms, til hvordan man oprettede sin virksomhed. Kurset gav mig mere ro i maven og gjorde, at jeg følte mig mere klar til at springe ud som selvstændig, fortæller Kathrine Lund Nielsen, som tidligere har deltaget på kurset.
Udover undervisningen fra iværksætterkonsulenten byder kurset også på oplæg fra forskellige fageksperter f.eks. en revisor og en advokat. Iværksætterne har samtidig stor glæde af at give feedback og sparring til hinanden undervejs på kurset.
Det koster 500 kr. at deltage i kurset, som foregår over fem aftener fra 5. marts til 6. april.
Tilmelding foregår online på billetto.dk
Kommentarer