Samfund

Stevns får 26 millioner kroner i tilskud til kystbeskyttelse

Stevns Kommune søgte om støtte for knap 65 mio. kr. og har nu fået tilsagn om 40 % af det beløb. I alt modtog Kystdirektoratet ansøgninger for 890 millioner kroner. Arkivfoto.

I starten af oktober sendte Stevns Kommune en ansøgning til Kystdirektoratet for at søge om støtte til kystbeskyttelse i Strøby Egede og Strøby Ladeplads. I dag er der kommet tilsagn om støtte på 26 millioner kroner ud af de 150 millioner, der var afsat på finansloven i 2024.

– Vi så med stormen i oktober 2023, hvor sårbar vores kystlinje er. Derfor glæder jeg mig utrolig meget over, at vi nu har fået en meget stor håndsrækning til at komme videre med vores kystbeskyttelsesprojekt ’Strøby Egede og vandet’. Det får både vi som kommune og ikke mindst de mange borgere, som bor langs kysten meget stor glæde af, og jeg ser frem til det fortsatte samarbejde om en meget vigtig opgave, udtaler borgmester Henning Urban Dam Nielsen.

Formand for Udvalget for Plan, Miljø og Teknik, Flemming Petersen er enig:

– Det handler om, at vi skal beskytte vores værdier. For borgerne handler det selvsagt først og fremmest om deres boliger og livsgrundlag. For kommunen handler det om vores fælles, kritiske infrastruktur i form af veje, kloakker og så videre, fortæller formanden og tilføjer:

– Når vi har fået så stor en støtte, hænger det sammen med, at vi har afleveret et virkelig gennemarbejdet projekt, hvor vi har tænkt i helheder frem for individuelle løsninger. Det har vi kunnet gøre, fordi mange mennesker fra kommune, grundejerforeninger mv. er gået sammen, og den positive velvilje er jeg taknemmelig for. Det er den velvilje det kommende samarbejde skal hvile på.

Strøby Egede og vandet

Projektet ’Strøby Egede og vandet’ omfatter en samlet helhedsløsning for højvands- og erosionssikring af Strøby Egede og Strøby Ladeplads. Målsætningen for kystbeskyttelsen er at skabe et sikringsniveau på kote 2,8 meter, hvilket svarer til sikringsniveauet i resten af Køge Bugt og til stormfloden i 1872. I forbindelse med afgørelsen har Kystdirektoratet lagt vægt på, at der med projektet opnås en høj risikoreduktion, og at der er tale om en helhedsorienteret løsning.

Kommunalbestyrelsen godkendte i september 2023 en strategi for fælles kystbeskyttelse, og blot en måned efter blev Stevns ramt af den værste stormflod siden 1904. Efter et borgermøde i januar 2024 blev der igangsat en ekstra borgerinddragelsesproces, og der blev bl.a. nedsat fem arbejdsgrupper.

I den videre proces med ’Strøby Egede og vandet’ skal kommunalbestyrelsen i juni 2025 tage stilling til, om Stevns Kommune vil stille kommunegaranti, hvis projektet gennemføres. Herunder skal der tages stilling, hvordan projektet finansieres og hvordan udgifterne fordeles mellem borgere og kommune – den såkaldte bidragsfordeling.

Kystsikringen forventes at være udført inden udgangen af 2027.

Kommentarer