Samfund

Stevns får det højeste prissmæk

Stevns Kommune: 665 kroner – det stiger prisen for at benytte kollektiv transport til København – hver eneste måned.

Movia bebudede i maj måned en gennemgribende reform af taksterne i den kollektive trafik på Sjælland, under overskriften ’Takst Sjælland 2016’. Takst Sjælland 2016 indebærer helt overordnet, at Sjælland bliver ét stort pendlingsområde med ens rejseregler, og at passagererne kan regne med, at rejsekortet altid er billigst

Når man sammenligner effekten af takstharmoniseringen, er det ubetinget pendlerne i Stevns Kommune, der kommer til at betale den højeste pris.

Læs også: Takstharmonisering koster mange penge for borgere i Stevns

Ifølge Movia bliver 97 procent af alle rejser på Sjælland stort set ikke blive berørt af takstharmoniseringen. Men for de resterende 3 procent, deriblandt pendlerne i Stevns Kommune, er der meget store prisstigninger i vente.

Hvis man bor i Rødvig og arbejder i København har man omkring 50 kilometer til arbejde. Her vil prisen for at benytte den offentlige transport stige med 7.980 kroner om året.

– Det her vil helt sikkert få færre til at bosætte sig på Stevns og få flere til at flytte. Hvis vores veluddannede borgere med velbetalte job i København fraflytter, vil det ikke blot medføre færre skattekroner i kommunekassen. Det vil også gå ud over uddannelsesniveauet i folkeskolen og videre op. Det vil medføre en afmatning på Stevns, som vil sætte sig i huspriserne, siger borgmester Mogens Haugaard Nielsen (V) og han fortsætter:

– Vi synes ikke det hænger sammen, at regeringen med det ene hånd forsøger at sætte gang i udkantsdanmark ved at udflytte statslige arbejdspladser, og at det så samtidig bliver væsentlig mindre attraktivt at bo i en kommune som vores.

Samme før pris – men væsentligt lavere prisstigning

Pendlere i Helsingør med job i Hovedstaden har omkring 44 kilometer til arbejde, altså 6 kilometer kortere end pendlerne i Rødvig. Og de slipper med en årlig takststigning på 1.260 kroner. Og det tøver Michael Randropp, der er pendlertalsmand på Kystbanen ikke med at kalde ’katastrofal’.

– Det er vigtigt at sige, at denne prisstigning kommer oveni, at priserne er steget markant generelt, og dertil kommer, at vi som pendlere har fået længere rejsetider, og vi får ikke det produkt, som vi er lovet, når rettidighedsprocenten er for lav. Det er en giftig cocktail, der kan få pendlere til at overveje bilen, siger Michael Randropp til Metro Expess.

Reformen blev besluttet i tæt samarbejde med DSB, Metro, Trafik- og Byggestyrelsen og Transport- og Bygningsministeriet.

Man kan læse meget mere om ’Takst Sjælland 2016’ på Movia’s hjemmeside.

Opdateret: Prisen for pendlere fra Rødvig til København efter 15. januar 2017 stiger fra 1.385 til 1.800 – og ikke til 2.050 kroner per måned, som først planlagt. Læs pressemeddelelse fra Movia her.

Læs også: Borgmester utilfreds med rabat med til pendlere

Før og efter-priser

Rødvig-København: Pendlerkort før 1.385 kroner – efter (2050) 1.800 kroner. Rejsekort før 49 kroner – efter: 91 kroner
Helsingør-København: Pendlerkort før 1.385 kroner – efter 1.490 kroner. Rejsekort før 49 kroner – efter 65 kroner.

Roskilde-København Pendlerkort før: 1.235 kroner – efter: 1.260 kroner. Rejsekort før 47 – efter 48.

Kilde: DOT, Din Offentlige Transport

Kommentarer