Stevns Floorball viste styrke og vilje

Hårlev: Stevns Floorball vandt i weekenden sæsonens første sejr med 6-4 over Bornholm
Tre kampe skulle Stevns bruge for at få sæsonens første sejr i hus i 2. division. Første kamp blev tabt på udebane mod Vanløse. Sidste uge blev det på hjemmebane uafgjort 5-5 mod CBS, men i lørdags vendte bøtten, da Stevns tog imod gæsterne fra Bornholm, som i en meget spændende og jævnbyrdig kamp blev sendt hjem med et 6-4 nederlag.
I forhold til sidste kamp hvor Stevns hurtigt kom bagud 2-0 i første periode, startede Stevns meget bedre mod Bornholm. Efter blot et minut opsnappede Flemming Pedersen en tværaflevering som bragte ham alene med Bornholms målmand, og helt upresset svigtede han ikke og kunne let udplacere Bornholms målmand til 1-0 føring.
Efter scoringen var det lidt som om at Stevns overlod spillet til Bornholm som med mange pasninger prøvede at bygge spillet op. Gæsterne var bestemt ikke ufarlige, men en godt spillende Mads Løvenkrands i Stevnsmålet holdt dem fra at udligne.
Stevns var dog ikke færdige i 1. periode. Efter 11 minutter tog Stevns rutinerede center Jesper Juul sagen i egen hånd. Han fik bolden med ude fra banden og trak indad på banen, hvor han herpå scorede på et flot trækskud højt oppe i højre hjørnet af målet. 2-0 og Stevns så nu ud til at have tingene rimelig under kontrol. Men som det så sker så ofte, så kom Bornholm tilbage med et endnu større modtryk, og efter blot tre minutters pres lykkedes det dem at reducere til 2-1, som også blev stilingen ved 1. periodes afslutning.
2. periode forløb uden scoringer, og det kunne Stevns være bedst tjent med. Bornholm havde en del spillere med et stort løbepensum, og de forstod at spille bolden godt rundt. I lange perioder var Stevns spillet helt i bund, og de måtte virkelig kæmpe for at holde Bornholm fra at udligne. Det lykkedes dog, og Stevns kunne så gå til en velfortjent pause med en 2-1 føring efter 2. periode.
3. periode blev en hektisk en af slagsen med hele 6 scoringer. Bornholm startede bedst og de fik da også hurtigt udlignet. Stevns kom snart i powerplay, og for første gang i denne sæson lykkedes det at score i overtal. Anders Grimm assisterede Allan Sunke, som med et slagskud udplacerede Bornholms målmand.
3-2 føring til Stevns. Men igen skulle Bornholm kun bruge to minutter på at udligne Stevns føring til 3-3.
Herefter trak Stevns dog fra og med scoringer af først Ronnie Bonde og herefter af Allan Sunke bragte de lyseblå sig foran med 5-3. Men Bornholmerne gav ikke så let op. De forsatte deres store pres, og med tre minutter tilbage af kampen reducerede de til 5-4, og bragte herpå spændingen tilbage i kampen.
Stillingen holdte frem til sidste minut, hvor Bornholm tog målmanden ud for at skaffe sig det nødvendige overtag. Stevns kæmpede disciplineret, og efter at have brudt et Bornholmsk opspil, kunne Jesper Juul score i et tomt Bornholmer mål til slutstilling 6-4 med kun 25 sekunder tilbage af kampen. Bornholm var knækkede. En flot fight af hele Stevnsholdet, og en flot indsats af målmand Mads Løvenkrands Hansen som efter kampen fortjent blev udnævnt til Man of the match, fortæller Stevns pressechef Mark Vinther.
Tekst til foto: Målmand Mads Løvenkrands havde en travl dag mod Bornholm.
Kommentarer